Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5 4*2
FINMARKENS AMT.
Frygt og rædsel havde grebet alle; paa grund af sine synder
kunde de ikke haabe paa hjælp fra himmelen.
St. Germanus’s hellige legeme maatte graves op af sit
hvilested og bringes til en eiendom, som tilhører hans kirke og heder
Cumbae.
En tid før dette hændte, havde en gammel, alvorlig munk
i dette kloster seet St. Germanus gaa ud af sin grav, reisefærdig
og rustet til at drage afsted. Han spurgte ydmyg, hvor helgenen
tænkte at begive sig hen. Og Germanus svarede, at han vilde
gaa bort fra dette sted. «Ogsaa I skal udvandre herfra. Men
I vil erfare, at jeg kommer tilbage, og ogsaa I skal vende
tilbage, naar tiden kommer.» At dette syn var sandt, det viste
det, som skede ved disse begivenheder.
Den følgende dag gik normannerne ind i den hellige
Germanus’s kloster, som til den dag aldrig var indtaget, og derfor
lovede rigt bytte, og begyndte at skjænde det og ødelægge det
med sine besmittede hænder.
Dér viste Gud sin naades magt ved undergjerninger for St.
Germanus’ skyld. Ingen af vore var tilstede, men vi har senere
faaet det at vide af Kobbo og de mænd, som kong Ludvig
havde sendt som gesandter til normannernes konge Horik (Haarek).
Da dette skjændige folk forsøgte at afhugge bjelkerne i
kirken, knustes tre af dem for foden paa den hellige Stefans
alter og udaandede sine vantro sjæle, og de andre blev slagne
af frygt, saa de lod bjelkerne i fred.
Da Guds hus og samtidig hele klosteret plyndredes, kom en
af dem til herre Germanus’s confessio med draget sverd i sin
besmittede haand og slog 13 gange til marmorsøilen. Da svandt
kraften i den høire haand, og fra den dag og lige til hans
ulykkelige udgang fra dette liv har haanden været ubrugelig og vissen.
Sverdets hjalte var saa fast fæstet i haanden, at det ikke kunde
rives ud uden at et stykke hud fulgte med. Han blev pint, til
han endte sit elendige liv, og kom, baaret af dæmoners hænder,
forbitret til helvedes boliger og stinkende sjøer.
Medens de plyndrede selve det høihellige oratorium, blev det
pludselig fyldt af en tæt taage, og de skjændige ransmænd
rammedes af blindhed. De forsøgte under stor rædsel og frygt at
komme bort, men kunde ikke finde udgangene og dørene, som
de var komne ind af. Saaledes flakkede de lang tid om og blev
udtrættede. Endelig slåp de ud og flygtede i stor hast, og fra
den dag var de opfyldte af saa stor rædsel, at de ikke mere
vovede at besmitte kirken. De blev ogsaa angrebne af blodgang,
og det i saa høi grad, at ingen af den store mængde troede, at
han vilde slippe fra det, siden der døde saa mange hver dag.
Paa hjemveien led de meget af den sygdom, som havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
