Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FINNERNE I GAMLE HISTORISKE SAGN.
583
Lidt efter kom Harald hjem og fik høre det, som var hændt.
Han var da 5 aar gammel. Han skjønte, det ikke nyttede at
bede for Dovre, men gik hen til ham, der han sad og havde
det ondt. Harald spurgte: «Skal jeg give dig livet?» Dovre
svarede: «Jeg ved ikke, om jeg vil udsætte dig for saa stor
fare.» «Hvad har du med det?» spurgte Harald, og skar baade
fjætter og baand af ham med et saks (et kort sværd), som finnen
havde givet ham, og som var af saa godt jern, at ingen bavde
seet magen. Da Dovre var kommen fri, takkede han Harald for
livet og var ikke længe om at binde sine sko; «han lagde rumpen
paa ryggen og satte afsted».
Det varede ikke længe, før de paa kongsgaarden fandt, at
Dovre var kommen løs. Harald sagde, at det var han, som
havde sat ham i frihed. Da blev Halvdan saa vred, at han jog
sønnen bort; «jeg nænner ikke at dræbe dig,» sagde han, «men
ingen faar lov til at hjælpe dig; nu kan du søge hjælp hos troldet
Dovre».
Harald vandrede da bort. Han laa ude i skog og ødemark
i 5 nætter; sjette dagen sad han paa en aaben flekke inde i skogen
og var baade tørst og sulten. Da kom Dovre til ham og spurgte,
om han vilde følge ham hjem; «det er jo mest for min skyld,
du er kommen op i dette». Da Harald sagde ja hertil, tog Dovre
gutten paa armen og bar ham hjem til sig; og fort gik det.
Han boede i en stor heller (hule i fjeldet). Men da han skulde
ind i hulen, bukkede han sig ikke nok, gutten klaskede mod
bergvæggen, saa han daanede. Dovre blev saa ilde ved, at han
begyndte at storgræde. Da Harald kom til sig selv igjen og flk
se, hvordan Dovre bar sig, sagde han: «Det er da sandt,
fosterfar, at faa er fagre, naar de græder. Vær du glad, der feiler
mig ingenting.» Hos Dovre blev Harald i 5 aar. Dovre holdt
meget af ham og gjorde alt, han vilde. Harald vokste sig stor
og stærk. Dovre gjorde ham klog paa mangt og meget, som ikke
folk flest vidste, og lærte ham op i alskens færdigheder.
En dag talte Dovre til Harald og sagde: «Nu har jeg lønnet
dig, fordi du frelste mit liv, thi nu har jeg laget det saa, at du
bliver konge. Din fader er død, og jeg var ikke langt borte, da
det hændte. Nu skal du drage hjem og overtage dit rige. Ikke
skal du lade klippe dit haar eller dine negle, før du bliver
enekonge over hele Norge. Jeg skal hjælpe dig og være hos dig i
slagene, uden at nogen ser mig. Far nu vel! Hæder og lykke
følge dig i alt, og ikke mindre for det, at du har været her hos
mig!» Da Harald kom hjem, blev han taget til konge over hele
det rige, som hans fader havde havt. Han fortalte sine mænd,
hvor han havde været i disse 5 aar, og blev da kaldt Harald
Dovrefostre (Dovres fostersøn).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
