Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5 4*2 FINMARKENS AMT.
Man har almindelig antaget, at jotnen Dovre er en maskeret
fremtrædelsesform for Odin, saaledes som det skinner igjennem
i Flatøbogens fremstilling af sagnet. Skildringen af høvdingen i
sagnet om julekosten giver det samme indtryk, om det end ikke
direkte udtales i sagnet selv; det er derfor ikke underligt, at
Flatøbogens afskriver et par kapitler efter ligefrem siger, at det
var Odin, som tog maden fra Halvdan.
Sagaforfatterne og afskriverne i det 13de og 14de
aarhundrede har ment at gjenkjende den gud, som vandrede formummet
om blandt menneskene, og som allerede efter eddakvadet
Grim-nismål (fra ca. 950) blev fanget og pint af en jordisk konge.
Men heraf følger ikke, at «høvdingen» og Dovre fra først af har
været menneskelige fremtrædelsesformer for Odin. En saadan
opfatning maatte i tidens løb med største lethed danne sig paa
grund af det hemmelighedsfulde, halvt overnaturlige præg, som
begge sagnpersonligheder bærer; især vilde omdannelsen have let
for at finde sted i den senere middelalder, da de hedenske guder
var sunket ned til uvætter, troldmænd eller djævle. Naar
sagaskriverne, og vel allerede sagafortællerne, opfattede Dovre og den
mystiske høvding som Odin, har vi heri alene at se et
naturligt udslag af den trang til national og lokal tilpasning og
tillempning, som er eiendommelig for al traditionsudvikling.
Og denne trang har i sagnet om madranet og om Dovre vistnok
virket stærkere end vanligt, fordi Grimnismäls fortælling om den
grebne og bundne Odin har gjort sig gjældende og paavirket de
to sagn.
Men efter sit emne har intet af sagnene noget med Odin at
gjøre. Begge har sit udspring i fremmede traditioner, som lader
sig paavise.
Hovedemnet i sagnet om maden, som forsvinder for Halvdan
Svarte, har naaet nordboerne fra kelterne i Sydvestengland og
stammer fra en walisisk «mabinogi», det vil sige en slags
eventyrfortælling.
I Wales er der nemlig i haandskrifter fra det 14de og 15de
aarhundrede bevaret en række eventyrlige eller romantiske
fortællinger, som for en stor del kan føres tilbage til det 12te
aarhundrede, og som almindelig gaar under navn af «mabinogion»
(som er flertal af mabinogi).
I et af disse eventyr, som i ethvert tilfælde synes at række
tilbage til midten af det 12te aarhundrede, findes følgende
fortælling, som her gjengives i udførligt uddrag:
«Lludd og Llevelys. Lludd og Llevelys var sønner af kong
Beli den store. Efter Belis død tilfaldt kongedømmet hans ældste
søn Lludd. Han var en tapper kriger og overmaade gavmild
med mad og drikke. Hans broder Llevelys var en vis mand;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
