Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5 4*2 FINMARKENS AMT.
Men selv om beretningen om madranet fra kong Lludd er
kilden til beretningen om madranet fra kong Halvdan, har dog
denne sidste fortælling modtaget paavirkninger fra norrøne
folkesagn og er blevet knyttet til norrøn folketro. Der eksisterer
over hele Norden sagn, som ved at berette om, hvorledes huldrer
eller andre af folketroens overnaturlige væsener usynlig er
tilstede i gjæstebud og lag og forsyner sig af retterne, saa fade og
kar tømmes for gjæsternes øine. Faye meddeler i sine norske
folkesagn et eksempel fra det 18de aarhundrede: I et
bryllups-lag i Bohuslen stod bordet dækket med mad og alt; men før
gjæsterne havde taget sæde, var alt forsvundet. Der blev baaret
ind ny mad, og gjæsterne begyndte at spise; men der gik
mere til, end de satte til livs. En gammel rytter, som var der,
hørte, at det smattede, som om der var griser tilstede; saa laante
han en huldrehat i et berg i nærheden, og da han kom tilbage
med hatten paa, saa han, at der mellem hver gjæst sad to trold,
som tog til sig af fadene med begge hænder og lagde i sig.
Han slog troldene over fingrene med sin pisk; saa flk gjæsterne
spise i fred, og da var der mere end nok mad.
I 0. Stv. Hansens «Bygdefortælling fra Tydalen» er der en
lignende beretning om en mand, som laa i en barhytte i skogen.
Om kvelden hørte han sligt snak udenfor. «Ker dæ e?» spurgte
han. Saa var det en tuft, som vilde have ham med til
bryllups borte i en gaard. Tuften laante ham en hat, og med én
gang sad de ved bryllupsbordet baade manden og tuften. De
aad tilgavns; men der varingen, som saa dem. De sad og hørte
paa, hvorledes baade kokken og de andre undrede sig paa, hvor
der blev af maden.
Et andet sagn af denne art findes i Asbjørnsens
Huldre-eventyr: Hatten falder af en hulder, som usynlig har været i et
bryllupslag og rapset med sig baade kjød og flesk og smør og
kage og øl og brændevin.
Grunden til, at disse hjemlige sagn, som er udbredt over
hele Norden, har smeltet sammen med den walisiske fortælling,
ligger først og fremst i selve grundoverensstemmelsen, at maden
forsvinder, uden at man kan se nogen, som tager den.
Overensstemmelsen er saa væsentlig, fordi baade det keltiske og de
nordiske sagn er udformninger af en og samme primitive
folketro — troen om vegetationsaauderne, som i vinterens løb søger
at stjæle tilbage fra stabbur og lade den grøde, de mistede om
høsten. Fremstillingen i Brut Tyssilio eller en dermed
be-slegtet sagnform kan have virket med til og lettet
sammensmeltningen.
Paa samme maade tør man maaske i den ubestemte
betegnelse en «høvding» om ham, som Harald kommer til sammen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
