Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FINNERNE I GAMLE HISTORISKE SAGN.
ölft
En ridder fangede en dag i skogen et dyr, som folk aldrig
havde seet mage til. Det var helt og holdent overgroet med
mose. Han tog og satte det i et taarn. Ridderens lille søn
leger med en ball ved taarnet, og dyret slipper ud ved guttens
hjælp og flygter til skogs. Da ridderen faar vide dette, befaler han
i sin vrede tjenerne at tage gutten med sig ud i skogen og dræbe
ham, og som tegn paa, at de har gjort det, skal de have med sig
hjem hans hjerte. Tjenerne havde medlidenhed med barnet og
rørte ham ikke, men lod ham blive i skogen. De gav faderen
hjertet af et kid, som de havde dræbt, og han troede, det var
sønnens. Barnet farer vild i skogen, møder tilslut den befriede og
drager med ham ind i berget. Saaledes gaar nogle aar. Da gaar
der bud ud over hele landet, at kongsdatteren skal tage sig en
mand. Den, som kan ride op paa et berg, hvor hun sidder,
skal blive hendes mand og konge. Riddersønnen faar hest og
skrud af vildmanden og vinder prinsessen, paa samme maade
som i det norske eventyr om «Jomfruen paa glasberget». Den
gamle mosegroede mand vil være med, saa styg han ser ud; han
vil sidde linder bordet, og beder riddersønnen røre ved ham med
et rustent sværd, som han rækker ham, naar den gamle afdøde
konges skaal skal drikkes. Det gjør ridderen, og i det samme bliver
vildmanden til den gamle konge, som alle troede var bergtagen.
En anden svensk version har ogsaa blandet sig med
eventyret om «Prinsessen paa glasberget»; den del som svarer til
Dovresagnet, gjengives her forkortet, efter Hyltén-Cavallius og
Stephens:
En konge, som var ude paa jagt, fangede en dværg eller en
vildmand; men alt kongen talte til ham, vilde han ikke svare
noget, hverken med godt eller ondt. Kongen besluttede sig til
at holde ham fangen, og svor, at hvem der slåp vildmanden løs,
skulde dø, om det saa var hans egen søn. Han lod bygge et
lidet hus eller bur af svære bjælker og med stærke laas til ham,
og nøglerne ståk han selv til sig. Saa skulde engang kongen ud
i krig; han gav da dronningen nøglerne og paalagde hende at
vogte vel paa vildmanden. Kongen havde en eneste søn. Han
legte en dag med et guldæble, og det for uforvarende ind ad
gluggen til vildmandens bur. Vildmanden sagde, at gutten flk
det ikke igjen, med mindre han skaffede ham løs; «din fader
gjorde ilde, da han tog mig fangen,» sagde han. Gutten listede
saa nøglerne til sig fra sin moder, mens hun lyskede ham.
Vildmanden slåp fri og takkede gutten og sagde, at han vilde hjælpe
ham igjen, naar han trængte det. Da kongen kom tilbage, blev
han overmaade vred og forhørte alle paa kongsgaarden; men
ingen vidste noget, før prinsen kom. Han sagde, at det var
ham, som havde sluppet ud den vilde mand. Saa skulde prinsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
