Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FINNERNE I GAMLE HISTORISKE SAGN.
ölft
imod aar 300, og bekjæmpes ivrig af kirkefaderen Krysostomos,
som var patriark i Byzanz og døde 407.
Seiershuen har hos de forskjellige folkefærd mange og
skiftende navne, men hue, hat, hjelm eller skjorte danner
gjennemgaaende grundbegrebet. Romerne kaldte den pileus naturalis
(naturlig hat); hos franskmændene heder den coiffe; i Belgien
hamelette; i Holland helm; i England silly- eller selyhow, holyhow, caul,
veil; i Tyskland bl. a. glückshaube, glückshelm, goldhaube, westerhaube,
geburtshäublein, tvehmutterliäubchen, glürkskäpptle, helm, hemd, sehleier;
i Danmark seierskjorte, -særk, -hue, sjeldnere bare hjelm; paa Island
sigurkufl o. s. v. De norske navne er sigerhuva, segerluve, sikelhue,
fagerluve eller bare luve, det sidste dog kun i udtrykket «være
født med luve», hvor betydningen af luve ikke kan misforstaaes.
Lüfa, vort lue, hue, kommer af en germansk rod, som
betyder «hænge ned, hænge løst ned». Denne betydning vilde
passe fortræffelig om seiershuen, den naturlige lue. Det synes
nærliggende at antage «seiershue» for ordets oprindelige
betydning, som først senere ved paavirkning fra det etymologisk
forskjellige, men lydlignende huj’a er gaaet over til at betegne hue,
lue, i almindelighed. Isaafald er sammensætningerne med siger
-og lignende led yngre former, som stammer fra en tid, da lüfa
allerede var faldt sammen i betydning med hüfa og betegnede en
almindelig hovedbedækning. En saadan udvikling vilde ogsaa
lettest forklare den absolute brug af luve i nutidens østnorsk:
«vera fødd med luve», og af de tilsvarende udenlandske
usammensatte navne, som helm, haube, hütelin, hjelm, hamelette, caid, coiffe
o. S. V.
Det synes naturligt, at baade tilhængere og modstandere har
opfattet kong Haralds vidunderlige lykke som følge af, at han
var et lykkebarn, født med sigerluve. «Harald havde,» siger
Ernst Sars, «seier i alle slag, og lykken fulgte ham uafbrudt;
han havde, som Kveldulv udtrykte sig, lykke i lassevis, medens
smaakongerne neppe havde en nævefuld.» Hans lykke er netop
den, folketroen tilskriver lykkebarnet med seiershuen.
At denne primitive folketro virkelig har afgivet grundlag for
fyrstenavne, fremgaar af en parallel fra den romerske
keiserhistorie. Historieskriveren Ælius Lampridius fra henimod aar 300
fortæller om usurpatorkeiseren Makrinus’s søn, at han var født
med en «pileus naturalis-», som lignede et diadem; deraf flk han
navnet Diadematus, som senere blev ombyttet med hans
morfaders navn Diadumenus; og de, som stillede hans horoskop,
spaaede ham, at han skulde blive keiser. Det blev han ogsaa,
men dræbtes efter en kortere regjering i 218.
Det bør dog udtrykkelig fremhæves, at hvad her er fremsat
om oprindelsen til og betydningen af tilnavnet Lüfa, kun er en
39 — Finmarkene amt II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
