Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
59<) FINMARKENS AMT.
mulighed, en formodning. Dersom denne formodning ikke skulde
vise sig rigtig, vil dette dog ingen indflydelse have paa
paavisningen af, hvorledes eventyret om «Vildmanden» har af ændret
kong Haralds historie i sagaberetningerne. Men skulde det vise
sig, at Haralds tilnavn Lüfa kan tydes paa den vis, som her er
foreslaaet, vil derved opstaa en dobbelt og dybere sammenhæng
med eventyret: eventyrhelten skjuler kjendemærket paa sit
heltevæsen, det fagre haar, med en hue, en blære eller lignende, helt
til han staar som seierherre og frit kan vise sit guldhaar for
alle, og da faar han prinsessen, sin Ragna eller Gyda. I
eventyret er den skjulende hue ligesaa oprindelig og betydningsfuld
som guldhaaret. Eventyrhuen gaar nemlig ud fra den samme
primitive folketro om seiershuen; helten i eventyret er lykkebarnet
med seiershuen. Har eventyrets billedtale for 1000 aar siden
været gjennemsigtigere og umiddelbart forstaaelig, vil overførelsen
af eventyrets fortællingsdrag paa Harald være saa meget
forklarligere. Da vil man endog fristes til at se en sammenhæng
i den orden, hvori de to momenter følger efter hinanden: først
lüfa, siden härfagr; først skjulningen af haaret under luen, siden
det frit baarne guldhaar.
I disse sagn om Harald Haarfagre er der imidlertid et motiv,
som ikke er groet op af eventyret, om det end tør være eventyret,
som har foranlediget sammenknytningen. Det er sagaernes
fortælling om det løfte, Harald aflagde ikke at kjæmme og klippe sit
haar, før han havde underlagt sig hele Norge. Dette
paalægges i Dovresagnet Harald udtrykkelig af hans fosterfader
Dovre, ligesom vildmanden paalægger eventyrets helt at skjule
sit haar og dølge sit væsen.
Om dette løfte ved de samtidige skaldekvad intet.
Fortællingen optræder først i sagaer, som er 200 til 300 aar yngre
end Haralds død, og beretningen bærer alle kjendemærker paa at
være et yngre sagn, dannet i senere tider til forklaring af Haralds
to tilnavne, særlig Lüfa, saaledes som dette navn er opfattet i
de islandske sagaer.
Sagnet knytter sig nemlig øiensynlig til Lüfa i dette ords
vest-norske betydning, lurvehovedet; hensigten er at forklare,
først hvordan en navnkundig konge med ære har kunnet bære
et navn, som maatte forekomme folk som et øgenavn, og
dernæst hvorledes to tilnavne, som syntes at udelukke hinanden,
«Lurvehoved» og «Haarfager», har kunnet tillægges én og samme
mand.
Ud fra denne opfatning er det let at se, hvorledes og af
hvilke elementer fortællingen har dannet sig. Sagnets
hovedmotiv er hentet fra det gamle testamentes nasiræerløfte; med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
