Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
59<)
FINMARKENS AMT.
et senere forsøg fra sagaskriverens side paa at overføre paa kong
Harald en skik, som ansaaes for kristelig.
Efter den gamle jødiske opfatning var «nasiren» en fra det
øvrige folk udskilt og særlig Jehova viet mand, og Moseloven
betegner som berørt tydelig hans hovedhaar som et nødvendigt,
synligt tegn paa hans indvielse. Den væsentlige betydning af
dette indvielsestegn fremtræder som bekjendt med folkelig
djærvhed og naivetet i overlevningerne om Samson, hvis
overordentlige kraft er helt afhængig af hans haarvækst. 1
Det er øiensynligt et saadant nasiræerløfte — og disse løfter
kan gjælde for livet som hos Samson eller for visse aar som hos
Harald — som sagaforfatterne har tillagt Harald for at forklare,
at han først nævntes med et navn, som de opfattede som
betydende «lurvehovedet».
Det er vistnok saa, at man har ment at kunne paapege
sidestykker til Haralds løfte ogsaa hos germanerne, gallerne og
romerne. Men ved nærmere betragtning vil størstedelen af disse
paralleler forsvinde: Enten er der, som hos romerne, ikke tale
om noget løfte, men alene om at lade haar og skjæg vokse
uklippet som tegn paa sorg; eller ogsaa gaar løftet ud paa —
ikke at lade være at klippe haaret, men netop om at klippe det,
som betaling eller som offer for opfyldelsen af et ønske.
Saaledes lovede bataverhøvdingen Claudius Civilis, efter Tacitus’s
«Historiæ», «efter barbarernes skik» at skjære sit lange rødblonde
haar, om det lykkedes ham at tilintetgjøre de romerske legioner.
Det samme fortæller den romerske forfatter Silius Italiens (død
101 efter Kr.) om en galler; og det er sikkerlig heller intet andet,
som ligger i Tacitus’s fortælling (i «Germania») om den germanske
stamme, Katterne: først naar de havde dræbt sin første fiende,
aflagde de unge Katter «den lovede, tapperheden indviede
ansigts-beklædning» (d. e. haar og skjæg). Dette stemmer ogsaa
fortræffelig med, at det lange haar hos alle germanske folk var
mærket paa de frie mænd; at love at afskjære dette
værdigheds-tegn, naar guderne opfylder ens ønske, betegner altsaa et stort ofEer.
Der gives, naar bortsees fra kong Harald, neppe mere end
to germanske eksempler paa et løfte om ikke at klippe sit haar,
1 Det kan være værd at bemærke, at fortællingen om Samsons fødsel
(Dommernes bog, kap. 13) falder sammen med den mest udbredte version af
eventyret om «Guldhaaret» (se pag. 600), hvorefter et par barnløse folk
ved indgriben af et overnaturligt væsen faar en søn, mod at dette
guddommelige væsen eller dæmonen faar magt over ham, eller at han afstaaes til denne.
Samsons forældre, Manoah og hans hustru, var længe barnløse, en engel
aabenbarer sig og lover en søn, der skal være en Guds nasiræer fra moders
liv, og paa hvis hoved der ikke skal komme ragekniv. Dette er i religiøs
omformning den almindelige indledning i hundrede versioner af det gamle
eventyr om Guldhaaret (anden hovedgruppe).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
