Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FINNERNE I GAMLE HISTORISKE SAGN. ölft
før det eller det er udført, og begge disse eksempler berettes af
udpræget kirkelige forfattere, biskop Gregor af Tours (død 594)
og Paulus Diaconus (død omkring aar 800). I det ene tilfælde,
hos Gregor, er det en mand, som i havsnød har lovet, hvis han
bliver frelst, ikke at skjære sit haar, før han har fremstillet sig
for den hellige Niketius til tak for redningen. Det andet
tilfælde gjælder en krig mellem sakserne og sveverne; sakserne er
blevet slaaet, og de overlevende forbinder sig (detestati sunt) til
ikke at klippe haar eller skjæg, før de har hevnet sig. Dette
fortælles først i Gregors frankiske kirkehistorie og er derfra
optaget i Paulus Diaconus’s historie om langbarderne. Det første
af disse eksempler er ikke andet end en kirkelig anvendelse af
nasiræerløftet; derom vidner det gjennemførte kristelige
legendepræg, fortællingen bærer. Og hvad den anden fortælling angaar,
synes det ogsaa for dens vedkommende overveiende sandsynligt,
at den beror paa literær indflydelse, enten fra bibelens beretning
om nasiræerne, som Gregor altsaa har anvendt i den første
fortælling, eller kanske snarere fra den romerske historieskriver
Svetons meddelelse om Julius Cæsar: da han hørte, at en af hans
hære havde lidt et nederlag, «lod han haar og skjæg vokse og
tog det ikke af, før han havde hevnet sig». I ethvert tilfælde
er udtrykkene i Gregors fortælling om løftet for vage, og hele
beretningen for enestaaende, til at den kan bevise eksistensen af
en saadan skik blandt germanerne.
Men til det gammel-testamentlige hovedmotiv om
nasiræerløftet i sagaernes beretning om Harald Haarfager synes der at
have sluttet sig et par andre træk.
Det ene ser ud til at være udsprunget af umiddelbart
kjendskab til en gammel keltisk skik: Naar et barns haar første gang
skulde klippes, var det hos de fornemme kelter brug at lade
klipningen udføre af en, som man skyldte særlig ærbødighed, og
han indtraadte herved i et slags aandeligt slægtskabsforhold til
barnet. Denne skik er meget gammel; allerede Nennius (796)
har en fortælling, hvori den forekommer. Der er, fra den side
seet, intet til hinder for, at det er kjendskabet til denne skik,
der har ladet sagaforfatterne henføre klipningen af Haralds
haar til hans ven, den mægtige, høibyrdige Ragnvald jarl paa
Møre.
Vistnok kjendte forskjellige germanske stammer, som
frankerne og langbarderne, haarskjæringen som tegn paa adoption.
Fordi langt haar hos germanerne var mærke paa den frie mand,
var afskjæring af haaret derfor symbol paa ufrihed: haaret skjæres
paa den, som antages i barns sted, paa træller og paa den, som
gaar over i trællestand. Men denne germanske skik staar aaben-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
