Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FINNERNE I GAMLE HISTORISKE SAGN.
ölft
udbredt folketro i Syd- og Østeuropa, som allerede har givet sig
udslag i mythiske sagn indenfor den oldgræske og den oldlatinske
tradition om Seilenos, om Picus og Faunus. Det er disse
mythe-sagn — der nedenfor skal gjengives —, som i Østeuropa har
stødt sammen med det asiatiske eventyr og givet det en
af-ændret indledning; selve motivet om opfostringen synes at have
sit udspring i dette gammelgræske sagn, idet Seilenos heri
jevnlig fremstilles som Dionysos’s fosterfader og læremester.
Her hidsættes først et par af de versioner af eventyret, som
viser slægtskab med sagnet om Seilenos, hvor denne dæmon,
der svarer til vildmanden, indfanges paa den maade, at man
faar ham til at drikke sig drukken i kong Midas’s rosenhave.
De ældste nedskrevne formninger af eventyret om
Guld-haaret er italienske; de findes i Straparola’s «Le notte piacevole»
fra omtrent 1550. Det første kaldes «Skogmanden». I det
andet «Prinsessen som ridder», fortælles der, at i landet Bitynien
levede nogle underlige skabninger, satyrer, som havde horn og
dyreøren, men ellers var skabt som et menneske, med undtagelse
af at de havde gjetefødder og hale. Kongen vilde gjerne faa en
af disse skabninger i sin vold, og hans tjener, Constanzo, en
forklædt prinsesse, lovede at fange en af dem. Men han vil
have et stort kar bragt ind i skogen, en tønde stærk god vin
og to sække hvidt brød. Saa øste han vinen ud af tønden op i
det store kar, brød alt brødet op i vinen og gjemte sig saa i et
løvtæt træ. Satyrerne faldt over vinen og maden som sultne
ulve, og saa sovnede de og sov saa fast, at al verdens larm ikke
kunde vække dem. Constanzo bandt saa en af dem og lagde
ham paa hesten. Da de kom til en landsby ikke langt fra
kongens hovedstad, vaagnede satyren og gjæspede og stirrede
omkring sig. I det samme drog der et ligfølge forbi med et
barnelig, og faderen fulgte grædende. Da smilte satyren. Om
lidt kom de ind i byen; paa torvet stod folk og ventede spændt
paa, at en fattig stakkar, som alt var kommet op paa stigen,
skulde klynges op. Da lo satyren igjen. Men da de kom til
slottet og alle i jublende forundring udbrød: «Constanzo,
Constanzo!» kunde satyren næsten ikke standse sin latter.
Dronningen havde nogle hofdamer, som var forklædte unge mænd,
og da Constanzo viste kongen og dronningen og disse hofdamer
satyren, brød vildmennesket ud i en slig latter, at der ikke var
ende paa den. Hver morgen gik kongen til det fængsel, han
havde sat satyren i, og hver gang prøvede han at faa ham til
at tale, men det lykkedes aldrig. Saa prøvede Constanzo, først
med det gode og saa truede ham: «Svarer du ikke, saa lader
jeg dig sulte ihjel, men vil du svare mig, saa skal jeg love
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
