Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
71 ti
FINMARKENS AMT.
har sagnet fæstet sig efter aar 1600, til Johan Georg mellem
1700 og 1750.
Sagnet om Gunhild hos finnerne.
Sagnet om Gunhild findes foruden hos Snorre i Codex
fc’ri-sianus og i Flateyjarbok (i den udførlige Olav Trygvessøns saga),
som begge er yngre end Snorre. Begge følger ogsaa Snorre i
vendinger og udtryk. Det er derfor nok at gjengive beretningen
i Heimskringla.
Snorre fortæller, at Erik Blodøkse, da han var 12 aar gammel
drog paa hærfærd i 4 aar med 5 langskibe, som hans fader Harald
havde givet ham. «Efter det reiste han nord til Finmarken og
helt til Bjarmeland og holdt der et stort slag og vandt seier.
Da han kom tilbage til Finmarken, fandt hans mænd i en gamme
en kvinde, som var saa vakker, at de ikke havde seet magen;
hun sagde, at hun hed Gunhild og at hendes fader boede paa
Haalogaland, og han hed Ossur Tote; «jeg har været her,» siger
hun, «for at lære at trolde af to finner, som er de viseste her i
Finmarken. Nu er de ude paa jagt, men begge to vil have mig,
og begge er de saa vise, at de følger spor som hunde, baade i
tøveir og paa skaren, og de gaar saa godt paa ski, at ingen kan
undgaa dem, hverken mennesker eller dyr, og de træffer alt, som
de skyder paa. Saaledes har de gjort ende paa alle, som er
kommet her i nærheden, og hvis de bliver vrede, da vender deres
øiekast op og ned paa jorden, og hvis noget, som lever, kommer
ud for deres blik, saa falder det dødt ned. Nu maa I for alt
ikke komme paa deres vei; jeg skal gjemme eder her i gammen;
skal I da prøve, om vi kan faa dræbt dem.» De blev enige om,
at hun skulde gjemme dem. Hun tok en linsæk, og de mente,
at der var aske i den; hun ståk haanden nedi og strødde det
omkring gammen udenfor og indenfor. Lidt senere kom finnerne
hjem og spurgte, hvad det var, som var kommet did; men hun
svarede, at der var ikke kommet noget der. Det syntes finnerne
var underligt, da de havde fulgt sporene helt til gammen, men
siden fandt de intet. Saa gjorde de op ild og lagede mad, og
da de var mætte, reiede Gunhild sin seng op; det havde gaaet
slig de tre sidste nætter, at Gunhild havde sovet, men de to
andre havde vaaget over hverandre af skinsyge. Da sagde hun:
«Kom nu her og læg eder hver paa sin side af niig.» Derover
blev de glade og gjorde saa; og hun holdt en arm om halsen
paa hver af dem. De sovnede straks, men hun vækkede dem;
straks sovnede de igjen saa fast, at hun neppe fik vækket dem;
atter sovnede de, og da fik hun slet ikke vækket dem. Da reiste
hun dem op, men de sov fremdeles. Saa tog hun to store sæl-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
