Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FINNERNE I GAMLE HISTORISKE SAGN.
<i57
haardt i sengestolpen; men da var alt stille omkring ham. Saa
tændte han lys og gik bort til sengen, drog sværdet og stødte
det i bringen paa den sovende.
Her stemmer de tre vækkeforsøg og drabet af den sovende
overens med Gunhild-sagnets fortælling, og det er vistnok dette
sagn, som er laantageren. I saa tilfælde maa beretningen have
tilhørt Vatsdæla saga i dens oprindelige skikkelse fra omkring
aar 1200. Den form, hvori sagaen nu foreligger, stammer nemlig
fra tiden 1250 til 1260 — altsaa éfter Snorres tid.
Heid, Harald Haarfagres fostermoder.
I den lille saga om Hauk Haabrok fortæller Flatøbogen
(omkring 1380), at Harald Haarfagre ogsaa har havt en
trylle-kyndig fostermoder, som boede i Gandvik; hun hed Heid. Det
lyder forkortet saaledes: «En sommer vilde kong Harald sende
Hauk til Bjarmeland for at hente graavare eller skind, og hans
ven Vigard vilde være med. Kongen lod da udruste et skib for
hver af dem, og da de skulde reise, ytrede kongen, at nu sendte
han fra sig de to, som han nødigere vilde miste end mange
andre; det var rimeligt, at sveakongen Erik vilde faa rede paa
deres færd, og han vilde nok mindes den gang Hauk tog en
kostelig kappe fra hans mænd, Bjørn blaaside og Salgard serk, i
Holmgard. «Jeg kjender kong Eriks ivrige bloting,» sagde han; «men
jeg vil sende eder til min fostermoder Heid, som bor nord ved
Gandvik; søg hendes raad. Jeg sender hende en guldring, som
veier 12 øre, og dertil to gamle sider af en vildgalt og to tønder
smør.» De reiste da afsted med udsøgte folk og vaaben. Kong
Erik saa deres færd og sagde til Bjørn og Salgard, at han vilde,
de skulde reise nord til Surtsdal og Bjarmeland. Kong Erik
stelte til en veitsle i Upsala og kjørte derpaa med to vogne til
det sted, hvor han pleiede at blote til en gud, som hed Lytir.
Det var skik, at vognen skulde blive staaende der om natten,
saa kom guden om morgenen. Men denne gang kom Lytir ikke,
og man sagde kongen, at Lytir ikke havde lyst til at komme.
Heller ikke dagen efter kom han. Da blotede kongen endnu
mere, og den 3dje morgen saa de, at Lytir var kommen. Da
var vognen saa tung, at hestene sprængte sig, før de kom til
kongshallen med ham. Vognen blev sat midt paa gulvet, og
kongen gik frem med et horn, hilste ham og drak ham til og
bad ham om hjælp til færden. Lytir svarede, at han var lidet
lysten paa at drage ud paa denne færd. Han havde en gang før
været der nord, og der traf han et trold saa fælt, at han ikke
havde seet magen før; det var gammelt den gangen, og levede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
