Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ÆLDSTE GRÆNDSER MOD RUSLAND. 689
følge med dem tilbage til Holmgard, hvor kongen tog vel imod
dem, og hvor de for den gang sluttede fred mellem begge riger
og deres skatlande, saa at ingen skulde gjøre den anden ufred.
Ved bortreisen flk de sømmelige gaver af Holmgardskongen til
kong Haakon, men giftermaalsforslaget blev der ikke taget noget
hensyn til, fordi tatarerne (mongolerne) paa denne tid herjede
saa meget paa Holmgardskongens rige. Dette er den første
fredstraktat, som udtrykkelig omtales mellem Norge og Rusland, men
traktaten selv findes ikke mere.
Der tales ikke om, hvorledes grændsen for de
sammenstødende skatlande blev bestemt, og hvilke regler blev givne for
skattekrævernes vandringer. Dog er det høist sandsynligt, at
allerede nu de bestemmelser blev givne, der siden, omkring 1326,
løselig anføres efter «gamle bu mænds og finners» udsagn som
de rette og fra fordums tid bestaaende grændseforhold mellem
Norge og Rusland, nemlig at Rusland skulde have ret til at kræve
skat, saa vidt det kan skjønnes, kun af deres egne undersaatter,
kareler iberegnede, hvor de fandtes, langs kysten til Lyngstuen
(mellem Lyngenfjord og Ulsfjord) og til fjelds indtil Mæleaa,
hvis udspring ligger lige op fra Lyngstuen, medens Norge skulde
kunne kræve skat ikke alene af sine egne undersaatter, alle
finner iberegnede, men endog af halvkareler eller halvfinner,
naar de kun havde en finsk moder, lige øst til Trjanema
og ind efter Gandvik (det hvide hav) til Veleaga eller Veleaa,
som vistnok falder sammen med det gamle grændsepunkt
«Vegestaven».
Ved disse forhandlinger i 1251 er det første gang, at
ufred fra østen i Finmarken udtrykkelig omtales. Dog sigtes der,
som før berørt, aabenbart til befrygtede angreb af russer eller
kareler, uaar det i opregneisen af, hvormange skibe ethvert fylke
skulde stille, i den ældre Gulathingslov (hvilken opregnelse i alle
fald er ældre end 1250) heder, at nord-haalogalændingerne havde
«vagthold øster». Freden selv var ikke af lang varighed, thi
allerede i aaret 1271 omtaler de islandske annaler et
plyndringstog, som kareler og kvæner foretog til Haalogaland.
Herjetog af karelerne til Finmarken omtales ogsaa i 1278,
ved hvilken leilighed de fangede Thorbjørn Stein, kong Magnus’s
sysselmand, og dræbte 35 mand for ham paa fjeldet. Et nyt
anfald af dem nævnes 1302, i hvilken anledning kong Haakon
sendte Agmund Dans, søn af Agmund Krøkedans, op til
Finmarken med mange folk. Overhovedet synes karelerne, maaske
ogsaa russerne, paa denne tid at have havt overtaget paa de
kanter. I mange aar, heder det i annalerne ved 1310, havde
inan ikke faaet skat af Finmarken, og kong Haakon sendte derfor
Gissur Galle, en anseet islænding, derhen efter skatten. Med
44 — Finmarkens amt II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
