Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SVENSKERNES FORDR. l’AA FINMARKEN OG DELE AF NORDLAND. 707
med held, vilde der i Finmarkens havne blive stapelpladse, og
fra Ishavets kyster vilde der aabnes handelsveie til alle kanter,
maaske endog til det indre Asien.
Den svenske regjering lagde derfor an paa at skaffe sig
over-høiheden over disse landsdele,og gik forsigtig tilværks, forat
den retmæssige besidder ikke skulde ane uraad.
Svenskerne udvidede lidt efter lidt sine paastande ikke blot
til overhøiheden over samtlige de finner, som boede paa norsk
grund, men ogsaa til selve landet mellem Tysfjord og Malangen.
Havet udenfor skulde være den dansk-norske konges eiendom;
men han skulde dog ikke tillade engelskmændene at drive
linefiske der, saasom sjøfinnerne herved blev udsatte for at lide nød.
Det blev foreløbig med kravene alene, skjønt formynderregjeringen
under Kristian IV ikke viste fasthed i at afvise svenskernes
nær-gaaenhed.
Paa grændsemøder i 1575 og 1580 i Kuærød vaagnede
tvisten om Finmarken tillive. Først klagedes der fra svensk
side over det overgreb, som norske lensherrer tillod sig i
Lappmarken; dernæst blev der forlangt en deling af de af finnerne
beboede distrikter, som ifølge svenskernes paastand skulde eies
af nordmænd og svensker i fællesskab. Sagen blev henvist til
en voldgiftsret, som aldrig blev nedsat. Senere var spørgsmaalet
oppe paa et grændsemøde i august maaned 1591 i Flakkebæk.
Allerede før denne tid maa den svenske konge have paalagt sine
finnefogder at opkræve skat af alle finner i Nordlandene og
Finmarken. Men disse mødte hos befolkningen den stærkeste
modstand. Da de klagede for den norske øvrighed over den
vrangvilje, de mødte hos almuen, flk de her intet medhold, ja da en
mand saarede den svenske skattefoged Jon Karlson i lagmanden
Peder Hanssøns nærværelse, erklærede denne endog rent ud, at
om den svenske skatteopkræver var bleven dræbt, vilde han have
udvirket skattefrihed for drabsmanden og hans nærmeste slægt.
Dette forhindrede imidlertid ikke den svenske regjering fra ogsaa
i de følgende aar at sende sine fogder ind paa det norske
land-omraade, og disse, Olof Andersson Burman og Nils Oravain, för
meget hensynsløst og vilkaarlig frem, og det lykkedes dem virkelig
ogsaa at tvinge en del af de_ finner, som udelukkende hørte
under den norske krone, til at betale den svenske konge skat,
ligesom de ogsaa forhøiede skatten for de finner, som skattede
baade til den norske og den svenske krone.
At saadant kunde finde sted upaatalt, kan forklares deraf,
at de, som oppebar indtægterne af lenene, aldrig besøgte sine
forleninger. Selve lensherren over Finmarken havde før Kristian
IV’s tid ikke tilhold i sit len.
De norske fogder og lensherrer vedblev at lægge de svenske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
