Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GRÆNDSEOPGJØRET MED RUSLAND I 1826.
751
lidet, at det skulde have havt hele Sydvaranger; videre er det
sagt, at Norge fik alle de gode, isfrie havne og de rige fiskevær
paa sin side. Men det er sikkert nok, at havnene er lige isfri,
lige gode eller rettere lige slette paa den norske og den
russiske kyst, og fiskerierne er lige rige; Kolahalvøen, som fra
gammel tid havde tilhørt Norge, var gaaet tabt, og fordringerne paa
den var helt opgivet.
Norges grændse kom ved traktaten af 1826 ikke til at gaa
saa langt som til de gamle mærker paa Henøerne, men paa den
anden side opgav Rusland sine gamle krav paa landet helt vest
paa til Bugøfjorden. Ikke destomindre var det en herlighed for
Norge som for Rusland og en sag af stor praktisk-politisk
betydning, at der blev en fast grændse mod Rusland, saa at godt
naboskab i tidernes løb efterhaanden har kunnet udvikle sig.
Vor nabo opgav den gjennem aarhundreder fortsatte politik at
holde grændsespørgsmaalet aabent. Enkelte har troet at burde
-søge særlig aarsag til dette.
Det er sagt, at de russiske fordringer gik til Lyngstuen eller
omfattende hele Finmarken, og at de ved teusinafreden i 1595
frafaldne krav fornyedes; at en krig var nær forestaaende og
alene blev standset ved keiser Aleksanders pludselige død i
Ta-ganrog den 1ste december 1825.
Hans efterfølger Nikolaus havde straks efter sin
tronbestigelse alvorlige uroligheder, det saakaldte decemberoprør, at
be-kjæmpe, og det er sagt, at det var dissse vanskeligheder,
Karl Johan forstod at benytte sig af til at faa istand
grændsetraktaten.
Udelukket er det vel ikke, at man baade paa norsk og
russisk side fandt traktaten forstandig og efter de faktisk bestaaende
forhold rimelig.
Ved denne deling erholdt Norge ingenlunde løvens part,
tvertimod, skriver professor J. A. Friis. Undersøger man det
officielle kart over «fællesdistriktet», som blev istandbragt i 1825
af begge landes kommissærer, saa vil man finde, at afstanden i
ret linje mellem dette distrikts endepunkter paa kysten udgjør
90—100 verst, hvoraf noget over Vs er tilfaldt Norge, medens
den del af indlandet, som Norge beholdt, ligeledes er mindre end
Ruslands andel. Men den fordel opnaaede man dog, at al strid
om disse trakter hermed for fremtiden skulde være umuliggjort.
Dette endelige opgjør blev afsluttet netop 500 aar efter, at
stridighederne begjmdte.
Han omtaler dernæst Norges gamle rettighed til Kolahalvøen
og dernæst endel misforstaaelser og mistydninger af to russiske
forfattere, som begge klagede over opgjøret.
Begge var enige om at kaste skylden for dette opgjør over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
