Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
71 ti
FINMARKENS AMT.
paa «den russiske stabsofficer, oberstløitnant Galamin, som (1826
sammen med de norske kommissærer) opgik grændsen, og som i
«stikpenge modtog 20 ræveskind og 2 000 spdl.» (Besedi o severe
Rossii, pag. 194). «Beskyldningen er,» siger professor Friis,
«baade skammelig og latterlig; men da den staar 2 steder paa tryk
paa russisk, saa kan den ogsaa citeres her. Det er høist sandsynligt,
at denne historie hidrører fra en ganske simpel omstændighed,
nemlig at vedkommende russiske kommissær har kjøbt 20
ræveskind for 2 000 spd., en pris, som ingenlunde er urimelig, da et
sølvræveskind i Rusland ansees for at være det kostbareste
pelsværk og ikke sjelden betales med 100 spd. Man har saaledes
rimeligvis oprindelig fortalt, at kommissæren «har faaet 20
ræveskind for 2 000 spd.», men senere er da dette blevet gjort til, at
han «har faaet 20 ræveskind og 2 000 spd.»»
«Heldigvis er den keiserlige russiske regjering,» skrev den
svensk-norske minister i Petersburg, «altfor retskaffen til at laane
øre til slige forfatteres ubegrundede paastande og agter sine
naboers rettigheder, paa samme tid som den forstaar at indgyde
respekt for sine egne. Kan man vel et eneste øieblik forestille
sig, at Rusland under disse underhandlinger, som varede i aarevis,
har ladet sig tage ved overraskelse, eller at det med velberaad
hu skulde have afstaaet distrikter, som faktisk tilhørte samme?
Den mindste alvorlige eftertanke burde være nok til at bevise
det lidet grundede i en saadan formodning.»
I 1825, da hine egne var fælles norsk-russisk eiendom, beløb
befolkningen i hele «fællesdistriktet» sig ikke til mere end 82
protestantiske og 67 græsk-katholske individer. Efter delingen
har følgen af clen norske styrelses eneraadighed over sin anpart
af ødemarken været den, at der nu paa samme er opstaaet et
nyt norsk præstegjeld, Sydvaranger, hvor befolkningen efter sidste
folketælling (1900) bestaar af 1 912 indvaanere. Af disse er 396
nordmænd, 598 kvæner og 818 finner. Samtidig er der indført
betjening af præst, læge, dommer samt post- og dampskibsfart.
Beskyttet af de norske love har enhver arbeidsom mand, som
vilde, kunnet flytte didhen. Den del af fællesdistriktet, som
tilfaldt Rusland, har derimod længe været tyndt beboet og
ubenyttet, ikke paa grund af daarligere betingelser for kolonisation,
men paa grund af forskjellig lovgivning og styrelsessæt.
Forhandlinger før og efter grændsespærringen mod
Rusland. Efterat grændseopgjøret mellem Norge og Rusland var bragt
istand i 1826, begyndte nye forhandlinger, der endte med, at
grændsen mellem Rusland og Norge spærredes for finnerne, saa at
finner fra Norge ikke længer kunde reise over grændsen med ren
til Finland, og ei heller de finlandske finner til Norge med sine.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
