Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FORH. FØR OG EFTER GRÆNDSESPÆR RINGEN MOD RUSLAND. 761
Ved loven af 13de september 1830 er det, som før omtalt,
tilladt russerne at have tilhold iland ved seks af Finmarkens
fiskepladse, nemlig Kiberg, Havningberg, Baasfjorden,
Berle-vaag, Gamvik og Steinsvik, de kan der forskaffe sig agn og grave
makk i fjæren, men de maa ikke drive fiskeri nærmere land end
1 mil, eller udenfor territorialgrændsen.
Denne russernes fortrinsret benyttes nu ikke meget. Endnu
langt ud i det 18de aarhundrede mødte russiske fiskere frem paa
alle Finmarkens fiskepladse, og ved sin driftighed og udholdenhed
og sin hensigtsmæssigere ildrustning fiskede de bedre end
nordmændene, saa man dengang tænkte paa at indkalde en koloni af
russiske fiskere, forat nordmændene kunde lære at fiske af dem.
Nu er det anderledes. Af de seks fiskepladse, hvor russerne har
ret til at holde til iland, har det kun været Kiberg, som er
blevet besøgt.
Det var klagerne fra de i Kiberg fiskende russere, som
foranledigede den russiske regjering til at paalægge sin general
konsul paa stedet at undersøge sagen. Udfaldet blev særdele
tilfredsstillende for Norge, idet generalkonsulen oplyste, at nogle
af de russiske fiskere i Kiberg «aldeles ikke vilde vide af nogen
demarkationsgrændse (milegrændsen), idet de paastod, at ifølge
en nylig for indvaanerne i guvernementet Arkangel offentliggjort
(russisk) rundskrivelse norske fiskere paa den russiske kyst havde
ret til at nyde fuld frihed. Generalkonsulen oplyste fiskerne om,
at hvis en saadan rundskrivelse fandtes, saa forandrede den ikke
paa nogen maade russernes forpligtelse til at respektere den i
Norge bestemte demarkationslinje. «Denne forklaring,» tilføier
generalkonsulen, «haaber jeg for fremtiden vil bringe russernes
klager til at forstumme; forøvrigt kunde de ikke anføre et eneste
eksempel paa uretfærdig fordring af bøder fra den norske styrelses
side paa grund af overtrædelse af demarkationslinien.»
Finmarkens nyere tid kunde vel regnes fra 1789, da han
delen blev fri efter forordning af 5te september 1787, og da der
besluttedes anlagt to kjøbstæder i amtet. Tromsø og Senjen
fogderier henlagdes til Finmarkens amt, forat ogsaa denne landsdel
kunde faa godt af den frie handel, og her besluttedes anlæg af
en tredje kjøbstad, Tromsø (cfr. bind I, pag. 768).
Efter handelens frigivelse vokste vistnok eksporten, og
folkemængden begyndte at tiltage, men saa kom som ovenfor omtalt
krigsaarene 1807—14, og disse aar satte Finmarken meget
tilbage, saa folkemængden atter aftog, og først i 1835 havde amtet
10 000 indbyggere.
Indtil 1803 hørte Finmarkens amt, som da indbefattede
ogsaa Tromsø amt, i geistlig henseende under Trondhjems bispe-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
