Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SYDVARANGER HERRED. -IH 9
Paa den norske side af grændseelven laa landet i lange
tider næsten ode; en og anden kvæn nedsatte sig der upaatalt
og indrettede sig, som om han var hjemme.
Efter midten af forrige aarhundrede fik man i Norge øinene
op for, at Sydvaranger var et distrikt, der ikke som hidtil hurde
ligge upaaagtet, men som af nationale og ogsaa af andre hensyn
indbød til kolonisation af nordmænd. Veiarbeider blev derfor
sat igang.
Ny byggerne langs Pasvikelven og dens indsjøer vil kunne
deltage i vaartorskfisket langs begge sider af Vara ugerfjord en.
Ialfald vil de med større lethed og større fordel kunne
deltage i disse end de mange finlændere, der kommer til dette
fiske lige fra Kemi, Kuusamo og egne endnu længere ned i
Finland.
Den øvrige, finske befolkning i Sydvaranger bor yderst spredt.
Naar undtages Sandnes, hvor de bor nogenlunde samlet og i
større mængde, er finnerne spredte enkeltvis eller i ganske smaa
kolonier fra Jarfjordens østside til Rugøfjordens vestside.
De kvænske og norske kolonisters hovednæring er
jordbruget eller rettere kreaturholdet; det ho, som avles paa
hjemme-jordene, er langtfra nok til behovet og mindre, end det burde
være. Den manglende del samles sammen paa udslaatter i skog
og myr, og derhos bruges meget mose, som samles sammen om
høsten paa fjeldene og kjores ned paa vinterføre. Foderet koges
altid til kreaturerne, vistnok ikke blot af gammel vane, men den
lange, kolde vinter og de skrøbelige fjøs gjør det alligevel
nødvendigt at have et ildsted i fjøset.
Den yngre del af den mandlige befolkning drager om vaaren
paa fiske til fiskeværene eller tager sig tjeneste der som
dagarbeidere for fast løn. Forøvrigt er det jagten, multebærhøsten
samt skydsskafferiet op og ned ad elven og paa landeveien, der
skaffer nogen kontant indtægt.
Skoltefinnerne er, som nævnt, den ældste befolkning i
Sydvaranger, der hørte til det russiske fællesdistrikt.
Om skoltefinnerne i fællesdistriktet skriver Rathke i 1802:
De havde kun faa rensdyr, enhver neppe et halvt snes
eller nogle flere; disse brugtes til reisendes befordring, til
tømmerkjørsel om vinteren og til at hjembringe skudte eller i snare
fangne rensdyr. De anstiller nemlig i smaa selskaber, 10 til 20
sammen af det unge mandskab, jagt i foraarsmaanederne i de
bekjendte Nordfjelde for dels at fange i snare, dels at skyde
vilde rensdyr samt ræv, jerv og noget fuglevildt. De russiske
sjøfinners eller fællesfinnernes husholdning har, som det synes,
nogle fortrin for de norske sjøfinners, uagtet de upaatvilelig bærer
større byrder; de synes alligevel at være lykkelige og veltilfredse;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
