Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ti606
HEDEMARKENS AMT.
anden vei end de østligere bygder heroppe — den er vel kommen
op gjennem Inset over Kvikneskogen fra Opdal og Rennebu. Der
er ogsaa nogen forskjel i folketypen og lynnet her ifra tønset- og
tolgenfolket, man finder af og til noget, der minder om
nord-møringen. I aandelig henseende synes befolkningen mindre tung
end de andre.
Østerdølens lynne er det, som er karakteristisk for vore af
forholdsvis rene langskaller befolkede bygder. Det er en stø,
sindig mand med stærk selvbevidsthed, grei og troværdig i sin
optræden, aristokratisk i sit tankesæt, omgjængelig og meget
gjæstfri med stærkt udviklet renslighedssands. Nordøsterdølen har
det samme troværdige og greie væsen, men er adskillig tungere
end de andre østerdøler og synes i modsætning til disse kanske
noget træg.
Sprog. Ivar Aasen deler landets tungemaal eller dialekter
i 3 hoveddialekter: den nordenfjeldske række, den vestenfjeldske
og den søndenfjeldske. Denne sidste række omfatter Akershus
og Hamar stifter og den østlige del af Kristiansand stift.
Man kan efter Aasen ogsaa opstille kun to hovedrækker: den
ene omfattende Bergens og Kristiansand stifter, og den anden
Akershus og Hamar stifter og det nordenfjeldske.
Tungemaalet i Hedemarkens amt hører til den sidste
hovedrække. Karakteristisk for denne hovedrække er blandt andet
brugen af det tykke l, idet de siger kælv for halv og kælv for
kalv. Det tykke l udtales med en lyd, som dannes ved en egen
bevægelse af tungen, idet denne trækkes mere tilbage og bøies
mere opad.
Ogsaa rt og rd har en særegen udtale, idet rt i ord som
kort, erter bliver utydelig næsten som dt, og rd gaar for det meste
over til det tykke l, saaledes ol, ord, bol, bord, gal, gard, bøl,
byrd, vøle for vyrde.
Fælles for disse østlandske maal er betoningen.
Endevokalen svækkes efter lang stavelse og bevares efter
kort, saaledes siger de i de østlandske maal blaase (efter lang
vokal aa), men far« (efter kort vokal a).
I de vestnorske maal ender infinitiverne enten alle paa a:
blaasa, fara (f. eks. i Sogn), eller alle paa e: blaase, fare (f. eks.
i Søndfjord).
Fælles for disse østnorske maal er det fremdeles, at vokalerne
i tostavelsesord med kort rodvokal oftest bliver tiljevnede, saaledes
siger de for hare, hane, hage: hara, hana, haga, eller substantiverne
af hankjøn faar a istedetfor det gamle e.
Hunkjønsordene faar paa lignende vis u eller o istedetfor det
gamle a, saaledes furu eller foro for fura, setu for seta (sæde),
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
