Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BEFOLKNING.
607
legu for lega (leie), ho lo for hola (hulning), hoso for hosa (strømpe),
ligesaa viku for vika (uge), ogsaa vuku.
Disse dialekter har altsaa maskuliner paa a, haga, maga,
og femininer paa u, o, som gutu for gata (gade) og sulu, af
svala eller svo la, en svale.
I trestavelsesformer bortfalder gjerne endevokalen e, saaledes
siger de bygdenn for bygderne og hestann for hestarne, eller paa
de fleste steder hesta.
Den ovenfor nævnte søndenfjeldske hovedrække af dialekter ’
deler Aasen atter i 4 grene, nemlig den raabygske eller arendalske
gren, den vestre oplandske, den østre oplandske og den foldenske
eller søndre akershusiske, som af dr. Amund Larsen kaldes den
vikske. Her interesserer os den østre oplandske gren, da alle
dialekter i Hedemarkens amt hører til denne.
Hos det egentlige oplandsmaal, som det tales paa
Hedemarken, i Vinger og Odalen samt i Solør, er afvigelsen fra de vikske
maal ikke stor.
Østerdalen har mange afvigelser, men da disse optræder
trinvis opover dalen, er det ikke godt at udskille en del af dalen
med en egen dialekt.
Den øvre del af Østerdalens lange dalføre har meget
tilfælles med det nærmeste nordenfjeldske distrikt Guldalen.
Saaledes har de mangfoldige overgangsformer, der grunder sig paa
tiljevning i vokalerne, nemlig aa for a, e, i i verber og maskuliner
og u for o, e og i i femininer.
1 de ord, som oprindelig har en lind vokal (e’ og i’) i roden,
faar denne sædvanligvis en bred u4tale, som bæra for bera, læva
for liva.
I de ord, som har o’ og u’, vil lyden helst gaa over til aa,
saaledes: saavaa for sova, kaammaa for koma, maannaa for muna.
Besynderligt er det, at ogsaa a gaar over til aa i begge
stavelser, som faarraa for fara, taalaa for tala, baakaa for baka.
Endelig hænder det, at de ord, som egentlig havde e’, i’ paa
nogle steder ogsaa følger med i det samme lydskifte, saa deres
udseende tilslut bliver temmelig ukjendeligt, saaledes baaraa for
bera, laasaa eller lossaa for læsa, laavaa for liva, vaataa eller vottaa
for vita.
De sydligste præstegjeld i Østerdalen staar nær
Hedemarken og Solør i ligevægtsformerne; saa kommer der et stykke,
hvor næsten alle ord med ligevægt og med oprindelig a i
endelsen faar sin faste stamme udjevnet i lighed med denne, som
netop omtalt.
I Nordre Østerdalen er, som berørt, ogsaa ved
hunkjønsor-dene forskjellen mellem vokalerne fuldstændig udjevnet, som vuku
af viku, snuru af snaru (snare) og husu af hosu (hose, strømpe).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
