Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•82
KRISTIANS AMT.
beretter han. I vintermaanederne raser skrækkelige snestorme
over den nøgne, uhyre ørken, og sneen falder saa tæt, at
veifarende ofte kan komme fra hverandre, om de end søger at holde
sammen; thi syn og hørsel svigter. Der er ingen hytte, som
kan give ly, og hvor man kan vente paa bedre veir til færden.
Mange synker ned i halvt tilfrosne myrer eller omkommer af
kulde og anstrengelse sammen med sit fæ. Nu og da træffer
man paa staker, som skal retlede vandreren, naar de tilfældige
veimærker, som høie stene og formen af fjeldet, ikke kan skjelnes.
Men vinden blæser stakerne overende, — halvt sandseløs kommer
man ud af stien, og det hjælper ikke, at man bagefter opdager
feiltagelsen og vender om. Man paastaar, at i almindelighed finder
de heste, som har gaaet flere gange over fjeldet, sikrest veien.
Burde man ikke paa saa farlige steder bygge nogle hytter, som
idetmindste kunde give den reisende, der overfaldes af uveir, tag
over hovedet i den frygtelige nat og saa nær den visse død?
Bedemar reiste afsted, medens det endnu var mørkt, saa de
kunde have hele dagen for sig. Sammenbundne tyristikker brugtes
som fakler og oplyste de groteske omgivelser, — de underlige
former af de vaade, glindsende fjeldknauser, de
hemmelighedsfulde gjel, — skygger der vekslede med melkehvide i luften
hængende fosser. Store blokke af sort lerskifer stak overalt
frem med spidse kanter indover veien. Det gik temmelig steilt
opover. Her vender ogsaa den bratte side mod vest fra
høi-fj eldet.
Naar man har gaaet næsten en mil paa steil vei, men med
lange, horisontale afsatser, kommer man i høiden til en
fuldkommen flade. Elve og bække holder da op at fosse; dog ser
man ikke betydelige indsjøer eller myrstrækninger. Veien slynger
sig om klippeblokke høie som huse, og disse blokke viser alle
skarpe kanter.
Taagen havde en tid lang hængt over Horungerne; den
samlede sig til skyer og trak videre. Vi saa igjen disse sorte toppe
eller rettere sagt den del af dem, som strækker sig mod nordøst
over Smørstabben helt til den øverste del af Bøverdalen, lige
overfor Bøvertunsæteren. Flere isbræer har dannet sig i ly af dem,
og i disse saaes mange kløfter og næsten allesteder silrer der
bække frem under dem.
Omtrent midt paa fjeldet fandt de de før nævnte staker,
tom mærker for veien; de var sat op paa stenrøser, omtrent
sreti til firti skridt mellem hver. Denne vei er temmelig ofte
befærdet, men der gaar dog neppe en vinter, uden at der sker
en ulykke. Vi stødte ogsaa snart paa et følge, som skulde samme
vei som vi. Vi mødte en bonde med to heste, og han hilste
os hjertelig som i ørkenen. Vi fortalte hverandre, hvad vi havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
