Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JOTUNFJELDENE.
85
Med vort nuværende kjendskab og med nutidens gode karter
kan det sees, at et overfladisk kjendskab til en del vande og
toppe i Jotunfjeldene kunde man før Keilhaus tid erhverve sig,
om man samlede de spredte bemærkninger hos de nævnte forfattere,
saaledes som Øyen har gjort, men noget samlet overblik vilde
det dengang neppe være muligt at faa. Først ved den senere
meddelte beretning af Keilhau falder der lys over Jotunfjeldene.
Derhos tør det være værd at erindre, hvad professor J. E.
Sars i 1872 skriver om Keilhaus opdagelse af Jotunheimen:
«1870 var et slags jubelaar for Jotunheimen. I aaret 1820
foretog nemlig bergstuderende Keilhau, ledsaget af student
Christian Boeck, begge senere professorer ved universitetet, en tur
hidop fra Valdres, hvor den førstnævnte i nogen tid havde været
sysselsat med geologiske undersøgelser, og denne tur blev en
virkelig opdagelsesreise. Keilhau beskrev den i det nedenfor af
«Budstikkens» 2den aargang aftrykte stykke, med overskrift:
«Nogle efterretninger om et hidtil ubekjendt stykke af det
søndenfjeldske Norge.» — Naar man erindrer, at dette stykke
udgjør ikke mindre end 150 kvadratmil, at storbygder støder tæt
op til fra alle sider, at gamle, sterkt befærdede landeveie gaar
forbi i kun et par mils afstand eller knapt det, at der heroppe
findes samlet i tætsluttede rækker Norges høieste fjelde med sine
tinder og rygge stikkende op af sne- og isbræer, at disse tinder
og bræer omgiver tre store indsjøer med græsrige bredder og et
vidunderligt natursceneri, der nuomstunder hver sommer drager
hundreder af turister hidop i sommermaanederne, — saa synes
det næsten utroligt, at alt dette skulde have været ukjendt lige
indtil for et halvt hundrede aar siden. Saaledes forholder det sig
imidlertid. Udenfor rensjægernes, fækarernes og fiskernes kreds
var der ingen, som vidste besked om denne vidtstrakte alpeverden
før aaret 1820. Pontoppidans kart har hverken Bygdin eller Tyin;
i strøget mellem Valdres og Lom er der paa dette kart afsat
fjelde, der nærmest ser ud som lavere arme, gaaende ud mod øst
fra Lang- eller Filefjeldenes hovedkjede; midt imellem Vang og
Lom, altsaa omtrent der, hvor Memurubræerne og Memurutinderne
er beliggende, er anbragt et fjeld, der kaldes «Skagentjeld», og
længere sydpaa et andet, der kaldes «Fliefjeld». Vi kjender nu
ingen fjelde af disse navne i Jotunheimen; men det er rimeligt, at
«Skagenfjeld» skal være Skaget i Østre Slidre, og at «Fliefjeldet»
skal være Valdres- og Vinsterflyerne, hvorover veien fra Slidre
til Vaage gjennem Sjodalen falder. Dette samme Flyenfjeld
omtales ogsaa i den gamle beskrivelse over Valdres, « Valdresia
rese-rata», der er trykt i «Budstikkens» 3dje aargang. «Det er meget
høit,» heder det, «en mil langt, og Gud hjælpe den, som
kommer paa det i snedrev eller tykt veirligt: han maa regne det for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
