Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•86
KRISTIANS AMT.
en særdeles Guds forsyns gjerning, at han bær sit liv derfra som
et bytte.»
Forfatteren af «Valdresia reserata» var præst i Slidre; han
maa paa sine kirkereiser over aasen mellem Vestre og Østre Slidre
mangfoldige gange have seet Mugnafjeldets snevidder, Torflns- og
Galdebergtindernes kegler og pyramider rage frem over de
nærmest bygden liggende fjelde; men han har ikke fundet det
umagen værd at spørge efter disse tinders navne eller at optage dem
i sin fortegnelse over Valdres’s naturmærkværdigheder. Fra
landeveien mellem Svenes og Ulnes kirker i Nordre Aurdal ser man
ligeledes Mugnafjeldet og Torfinstinderne; fra Maurklephaugen,
det øverste punkt af den gamle Filefjeldsvei, har man udsigt til
Horungerne og andre af Jotunheimens alpeknippe; tusinde
reisende af alle samfundsklasser har draget her forbi i aarenes løb;
tnen Horungerne og Mugnabræerne har forgjæves vinket til dem ;
de har ikke vakt opmærksomhed hos en eneste, ikke en eneste
har følt lyst til at aflægge dem et nærmere besøg.
Det indre øie maa oplades, før det ydre kan se, og
natursandsen har først lidt efter lidt erobret det vidtstrakte rige, som den
nu omfatter, — er først i den nyeste tid trængt op saalangt som
til høifjeldene. Dens historie falder sammen med videnskabens
og den frie tankes. Videnskaben er gaaet foran, den har løst den
forbandelse, som en mørk overtro har lagt over naturen, og
aabnet øinene for naturens storhed og skjønhed. Det fortælles om
den hellige Bernhard af Clairvaux, at han en gang vandrede en
hel dag langs sjøen ved Lausanne og om aftenen spurgte, hvor
sjøen laa, saasom han intet havde seet. Han var den store
mønstermand for sin tid, de mørke gotiske kirkers og de farvede
glasruders tid, da mennesket ligesom med en slags afsky vendte sig
bort fra naturen og stængte den ude som noget ondt; det var
spiritualismens høidepunkt og natursansens laveste ebbe. Men nu
begynder omslaget; den frie tænkning hævder sin ret og bryder
stykke for stykke af fængselsmurene, saa lys og luft strømmer
ind, og øiet vænnes til at se. I Ludvig den fjortendes tidsalder
indtager allerede naturen en anerkjendt plads ved siden af
salonerne i det høiere samfunds interesse; men der er ikke endnu
den frie, vilde natur Træerne maatte være tilstudsede, opstillede
i 8oldatiske, feiekostlignende rækker; marken maatte være inddelt
i ruder og regelmæssige geometriske figurer for at taales. Den
mindste noget afsidesliggende dal, er det blevet sagt (Henri
Martin), var for det 17de aarhundredes mennesker «une solitude
hor-rible» (et gyseligt øde), den mindste klippe «un chaos affreux» (et
skrækkeligt røre). Det 18de aarhundrede var i denne som i de
fleste andre henseender den store frigjørelsens tid.
Natuviden-Kkåben blev populær, og naturbeskrivelser baade paa vers og prosa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
