Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•98
KRISTIANS AMT.
Den top, som naaedes, antages at være den, som nu
almindelig kaldes Keilhaus top.
Galdhøpiggen blev første gang besteget i 1859 af gaard bruger
Stener Sulheim, kirkesanger Flaaten og skolelærer Arnesen, alle
fra Bøverdalen.
Kjerulfs arbeide med et geologisk kart over Norge begyndte
i 1858, og en skildring af Jotunfjeldene fra hans haand findes
fra aaret 1861 (Illustreret Nyhedsblads nytaarsgave), af hvilken
hidsættes:
Med navnet Jotunfjeldene «har man søgt at betegne en klynge
af fjeldtoppe mellem Lom, Sognefjord og Valdres. Det er med
sjøer og dale et vidtløftigt høifjeldsdistrikt, ukjendt, kan man
sige, for den literære verden, indtil Keilhaus og Boecks tur derind
for en 40 aar siden, og hvis enkelte dele bærer forskjellige navne,
som dog ikke rækker til for det hele, saaledes Lomsfjeldene i nord,
Horungerne i vest o. s. v.
Naar man reiser Bergensveien over Filefjeld, da skjærer man
ved hovedveien langs Vangsmjøsen øverst i Valdres gjennem
udkanten af disse fjelde. Rundt om Vangsmjøsen kneiser høie
tinder, Grinde-Skyri- og Skjoldfjeld og det mysteriøse Skudshorn, der
har sit navn deraf, at et drøn eller skud høres stundom fra en
bratside under toppen. Denne dal ligner ingen anden af de mere
bekjendte hoveddale, thi man er her i en kløft af Jotunfjeldene,
og disse har noget eget ved sig, som liggende i deres indre
bygning, staar mere eller mindre bevidst for enhver, der ved med
sig selv, at «Storfjeldene», som de ogsaa undertidan kaldes, ikke
er som andre fjelde omkring.
Men intetsteds faar den sædvanlige reisende hele
fjeldklyngen at se paa de almindelige reiseruter. Selv over Filefjeld er
de skjulte for ham; han maatte da stige op paa Stugunøset bag
Nystuen for at se dem. Ved Vangsmjøsen stirrer man op imod
nogle af klyngens sidste udliggere; de ser ud som store kasteller,
med tilskaarne sider som mure, og tinder som opragende taarne.
Men stiger man i en af udkanterne op paa en fritliggende høide,
da har man den hele række af spidse toppe foran sig, sædvanlig
kolde og blaa, med blinkende pletter av sneskavl og bræ og for
en bidende vind, som hersker paa høiden. Stugunøset i syd,
Bitihorn eller bedre Skaget i sydøst, Storhøpiggen i øst, Heimdalshø
midt oppe iblandt dem er saadanne taalelig let tilgjængelige
høidepunkter, hvor skuet er udstrakt.
Det er som en stor leir af spættede telte, de enkelte høider
i udkanterne af klyngerne ligger omkring som forposter. Skyerne
vælter sig gjerne om den midterste del af leiren, af og til har
man et glimt af noget hvidt et hoved høiere end de øvrige — det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
