Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JOTUNFJELDENE.
99
er Galdhø, Norges høieste kjendte tind, som saa lang tid var
nbesteget, men hvor nu fast hvert aar nogle raske turister naar
hen, aandeløse og bekymrede om veiret, for efter et øiebliks
ophold paa den hvælvede sneklædte top over den svimlende afgrund,
og efter et blik udover det omliggende vilde gletscherhav med
stivnede bølgetoppe og sorte skjær af fjeld hurtig at søge ned
igjen.
De ser kolde og umulige ud i frastand disse skarpe tinder,
men kommer man længer ind, da ligger store fiskerige sjøer
imellem og omkring dem, og der er en og anden fredelig græsrig
strand. Der er det venlige Bygdin, det vilde Gjendin, det øde
kolde Tyen, der er Besse- og Russevand, Heimdalsvand,
Vinster-vandene o. s. v. Utallige dybe dalstrøg snor sig ind og deler
hovedklyngen til mange særskilte sætstykker, og i bunden af disse
dale glider rislende aaer og styrter brusende elve med samme
grønlige gletschervand som i sjøerne deroppe. Paa fjeldenes ryg
er en eneste vild snemark med stykker, store og smaa af
fjeldkroppen, frasprængte ved kulden, og der er renens glitrende hjem.
I dalbunden derimod ligger hist og her endnu en ordentlig støl,
hvor folk trækker hen langveisfra, ikke alene fra Lom, fra Vaage,
men lige fra Stange i Hedemarken, eller der er et ensomt
fæ-læger, hvor driftekarle ligger med slagtekvæg, som fødes op til
høsten, og ved vandet har du fiskerboden.
Men selve fjeldrækken ligger milelang med de skarpe tinder
fulde af hvide sneskavler og bræer. I de trange tverdale, som
skjærer op til tinderne, ser du bræerne først høit oppe paa
dalvæggen, saa lavere og lavere ned, eftersom hoveddalens bund
stiger, og tilsidst lige i dalbunden selv, og du skrider over de
l sidste grønne straa og de sidste nikkende blomster ind til den
koldt aandende ismasse, som ligger for dig fuld af havgrønne
sprækker, naar du er kommet vel over de ramlende stenmasser
i morænen foran.
Dette er Jotunfjeldene, og de fortjener navnet. Det er her
jotun eller jætten, som raader. Pludselig omslag i veiret, tyk
dryssende skodde, piskende regn, hylende vind veksler med
lokkende solskin og stille. Dertil hører gamle og nye skred fra
siderne, stride elve, hvorover der skal søges vadested, heste, som
løber bort om natten, sult og tørst og alleslags andre
reisefataliteter.
Gaar det langt op i jættemarken, da er en aaben stenbod,
ja en udover ludende væg, en halv grotte eller «hellar» det eneste
ly, og veiret er ofte umildt. Blæser nordvestvind, og er der tørke
nede i dalene i Valdres, som svider græsset gult og brænder
ageren, saa gaar der kaveveir omkring i Jotunfjeldene. Kolde
sneskvæt, piskende regnbyger blandet med hagl drager der omkring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
