Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JOTUNFJELDENE.
101
kymret hvor du vil, hesten følger efter, og ofte kan du her langs
fjeldsiden korte veien betydelig, medens raaket holder sig bugtet
i dalen.
Skal du derimod høiere, saa har du uren for dig, en graa
strækning af lutter sammenkastede store kantede klippeblokke,
hvor passagen er yderst besværlig, bestandig i krog og sving,
saa op, saa ned. Snart støder dit skinneben mod en skarp kant,
snart træder din ven og ledsager hesten sig fast med foden, og
skoen bliver trukket ud i sprækken som i en klypetang.
Er du kommet vel over den nederste ur, da ligger renens
skinnende hjem for dig, en umaalelig stenmark med sne hist og
her, en spruttende elv, som begynder ved bræens fod, og sorte
tinder omkring, der ser ned. Og skal du op paa disse sidste, da
har du atter ur, atter stenmark, atter sneflade eller bræ at
overskride.»
Bekvemmelighederne var ikke store i Jotunfjeldene og
omgivelser helt ned i 1860-aarene. Man søgte ly i fiskerboder og som man
bedst kunde. En god skildring af en fiskerbod i Valdresfjeldene har
Theodor Ejerulf givet i 1861: «Er der kvarter nogetsteds ved
Grøn-vatn? spurgte jeg min fører, da vi tidlig om morgenen drog ind over
fjeldmarken fra øst og saa uveirets tegn lægge sig truende om
Jotunfjeldene langt forud. Det tror jeg vel, der er nu store
fiskerboden, lød svaret. Vi kom da til Grønvand tidlig paa
eftermiddagen og fandt der fiskerboden. Døren havde en hyssing til
haandtag og var uden laas indvendig, da man i denne lidet
besøgte egn ikke ventede andre besøg end af rette vedkommende.
Medens min fører syslede med hestene, gav jeg mig til at dytte
de mange huller i murvæggen paa vindsiden med mos og jord.
Dernæst krøb vi op paa taget, lagde hellen over skorstenshullet
tilrette, forat det ikke skulde regne ind. En af reisefølget var
beskjæftiget med en stor bunke kvist, hvoraf han havde tænkt
sig de mindre vel anvendte til en hovedpude, medens de større
skulde gjøres tilrette for at brænde desto bedre. Fiskerboden var
bygget af det slags sten, som lægfolk kalder «kamp»,
mellemrummene i den meget bulede kampevæg var nu taalelig vel
udfyldte. Der var plads for fire personer, men heller ikke godt
for mere. Langs den ene væg var et slags baas opstaaet til to
sengesteder. En bunke gammel tør renmos forestillede de
oprullede tepper o. s. v. I den ene krog af hytten stod peisen,
en flad sten, hvorpaa der kunde brændes, oventil var hullet i
taget, hvorigjennem røgen kundo trække ud, naar man holdt
vindsiden beskyttet. Hvad der fortrinligvis bidrog til at give
hytten udseende af noget, var en ordentlig dør paa hængsler af
birkeknub og med haandtaget af hyssing. Ved Tyin har jeg
været i en sæter. Tyin ligger lige saa høit som Bygdin, det er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
