Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•102
KRISTIANS AMT.
af vore høieste fjeldsjøer, hvor der kan ligge folk. Ikke alene
tømmer til sælet, men ogsaa det usle brændsel maa slæbes did
op paa hesteryg. Sælet var derfor bygget af stenheller, der var
nogle tømmerstokke til tag. Det havde regnet ned i sælet, og
der var ikke andet end smøre paa jordgulvet. Der holdt en
eneste ung jente til, hun havde et snes fæ at stelle med. Der
var intet fjøs. I uveiret stod de i ly af de største stene
udenfor og sukkede. Det var i juli, og om morgenen havde der
ligget tynde isskorper paa vandet. Inde mellem melkeringene
løb store mus, de sad stille imellem og saa forskende paa den
fremmede og vimsede saa videre. Jenten var ret ulykkelig over
det «forargelige udyret», som hun kaldte dem. Jeg fik lidt
kogt melk der, og som jeg sad og drak, klagede hun over, at en
af dem «blev» nylig i en gryde med melk. Ja, du lyt ikke være
ræd, sagde hun, jeg slog det ud!»
At Jotunfjeldene vilde faa talrige beundrere, naar de blev
almindelig bekjendt, er forudseet af Keilhau allerede i 1820, idet han
skriver («Morgenbladet» 27de august 1820): «Høifjeldene i Norge har
fænomener, interesse og farer fælles med Schweiz. Koldedalens
alper, Mugnafjeldets hængende snefonner, Gjesdalsfossens fulde
regnbuer skulde blot være tiendeparten saa bekjendte som
Chamonix, Huet og Staubbach for at erholde tusinde beundrere.»
Det var i 1855—1860, at de første englændere kom til
Jotunheimen. Det var særlig jægere, som da søgte hidop. Under
krigen mellem Østerrige og Italien kom der særlig mange
englændere derop, hvad grunden end kunde være dertil. Interessen
for Jotunfjeldene vaktes stærkt i 1860-aarene, og blandt dem som
denne tid færdedes der, var Vinje, J. E. Sars, J. A. Friis og
Thomas Johannesen Heftye.
Navnet Jotunheimen skyldes Vinje. Første gang, han bruger
dette navn er vistnok i stykket «Fjøllstaven min» (Illustreret
Nyhedsblads nytaarsudgave for 1862). Det heder fra
Bøverdalen her: «Ettersom det bar uppetter desse hengjande bratte
lidarne, saago me meir og meir af Jotunheimen, som steig upp
med sine slott og prestar og klokkarar vist og.»
Senere, i 1867, skrev han i stykket «Ei Fjellferd» (Samlede
skrifter, bind 2, side 461): «Desse heimar liggja ovanfor
Manna-heimen, nemlig fyrst Sæterheimen fraa 1800 til 3000 fot over
havet, so Feheimen fraa 3 til 4 000 fot ved lag, so Dyreheimen
fraa 4 000 til imot 5 500 og so Jotunheimen lenger upigjenom.
Snjoheimen og Skoddeheimen kan du og kalla denne hægd, som
berer up mot Himleheimen.» I en anmærkning heder det: «Denne
indeiling i slike heimar er no so som so. Ein indeiling etter
vokstren verdt meir brukad, men den heve og sine motgrunnar,
og i alt gjeng det eine over i det andre. Solangt som folk saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
