Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•120
KRISTIANS AMT.
ret. Den høieste tind staar midt paa den vestlige eg, 470 m.
over bræen; det er Store Knutsliulstind. Fra bræen gaar en bråt
fonn næsten op til toppen; her havde man forgjæves søgt at
komme op til tinden. Der var og gjort forsøg langs den skarpe
eg fra nord ; men midtveis støder man her paa en hindring, som
det er umuligt at komme forbi. Knutshulstinden er besteget fra
den bratte sydlige eg. Udadtil styrter tinden bråt ned mod
Svartdalen. Udenfor denne tind breder eggen sig ud i knuder og rygge;
paa en af disse staar de rare «kjærringer med staven».
Fjeldet er ofte sprængt sønder i kjæmpemæssige blokke. Den
sorte fjeldnæver dækker stenen overalt.
Syd for Leirungstinden ligger en mindre bræ, som naar ned
i det østligste af de to mindre tjern øverst i Leirungsdalen, 1590
m. o. h. Af og til løsner isstykker fra bræen og falder ned i
vandet; derved kommer bræen til at ende ud mod vandet i en
steil isvæg, 12—15 m. høi. Bræen har midtmoræne; paa
tjernet flyder is. Vandet selv er graagrønt. Tjernet er et
klippebækken.
Paa øvre Leirungstjern, 1663 m. o. h., laa endel is
22de-august 1902.
Den lille bræ ret nord for det vestligste eller øvre tjern i
Leirungsdalen har to sidemoræner, der i forbindelse med
endemorænen danner en sammenhængende bue, der omgiver bræen
paa tre sider.
Skarflyen er en forholdsvis bred og jevn flade mellem
Tjern-hulseggene og Knutshulseggene.
Skarßybræen, øst for Knutshullet og skilt fra dette ved en
skarp ryg, staar mod syd i forbindelse med Skarßyløftbræen, og
syd for denne igjen ligger Leirungsbræen i en bræfyldt botn med
retning mod nordnordøst. Nedenfor bræen gaar Leirungsdalenr
først i retning mod østnordøst, senere i nordlig retning.
Leirungsbotnen bestaar af fire botner liggende paa rad. De
to østligste er ganske smaa og har ingen bræ i bunden. Den
største botn er den tredie i rækken; det er den egentlige
Leir-ungsbotn, den, som ligger lige under Ealvaahøgdas høieste punkt,
hvor varden staar. Den danner en regelmæssig, aaben halvkreds,,
rundt hvilken væggene reiser sig lodrette og sorte, med talrige
snedækkede gjel. Fra dens indre bund vælter den vældige
Leir-ungsbræ, fuld af grønlige sprækker, ned mod et lysegrønt tjern i
dalbunden, hvor fantastiske isstykker svømmer omkring. Den er
ved en lang og yderst smal bergryg adskilt fra den vestligste
botn, som er endnu mere aaben. Væggene hæver sig her
blanke og tilsyneladende lodrette, maaske 500 m. op til en af
de flade toppe, som danner det fjeld, Mohn har kaldt
Leirungs-kampen. Under botnen ligger der nu ingen bræ; et stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
