Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•150
KRISTIANS AMT.
til 7 120 fod eller 2 234 m. Søndre Styggebrætind har sin
regelmæssige kegleform. Dette er den tind, som staar paa grændsen
mellem Styggebræen og den nordøstlige snip af Østre Memnrubræ.
Sydøstlig for Styggebræen ligger Blaatjernholsbræen eller
Blaa-bræen henimod 4 km. lang, omgiven af høie, næsten lodrette
bergvægge, der strækker sig nordøstlig ned mod Blaatjernholet.
Blaatjernholsbræen er en botnbræ, der gik helt ud i
Blaa-tjernholsvatn, 1 654 m. o. h. 1902 endte bræen med en 3—4 m.
høi, lodret iskant lige i sjøen. I det grønlig graa vand
svømmede endel isblokke. Paa bræen sees nogle overflademoræner,
der tildels bestaar af store blokke. Nedenfor vandet i omkring
300 m.s afstand er en bueformet moræne, der bestaar af talrige
hauger og rygge. 0.5 km. nedenfor er en udpræget endemoræne,
den største af morænerækkerne. 0.5 km. længer ned er igjen en
udpræget endemoræneryg, noget mindre end den foregaaende
største endemoræne. Endnu i et par km s afstand fra vandets nedre
ende er en stor endemoræne af et par hundrede meters bredde.
Sydøstlig for Blaatjernholsbræen ligger Tjukningsuen, 2 412 m.
høi, med bræer og botner.
Navnet Tykningssuen eller Tjukningssuen er vistnok ikke
rigtig. Efter E. Mohn siger renjægerne i Vaage og Lom
Surt-ningssue. Den første del af navnet har hentydning til fjeldets
ualmindelig sorte farve. Der er en anden tind i Jotunfjeldene,
som har det samme ord i sit navn; den tind paa Smørstabbræen,
som Mohn kaldte Storebjørn, kaldes af lystringerne Surtningstind.
Den anden del af sammensætningen Surtningssue kunde tænkes
at skulle være Surtningshne (hoved), hvad der vilde passe. Men
et andet fjeld lidt længere nord kaldes Graasue, saa sue maa vel
være det rette. Efter fjeldets form kunde tænkes paa ordet su
(oldnorsk suÖ), som efter Ivar Aasen betyder en
«sammenfældning, hvori den ene kant skyder ud over den anden»;
det brugtes i det gamle sprog om et klinkbygget fartøi
(Olavs-suden, Mariesuden), og ordet sutag bruges endnu om et
«brædde-tag, hvori enhver fjæl skyder lidt ud over kanten af den
nedenfor liggende». Paa det omhandlede fjeld med de eiendommelige
jifsatser passer dette. Fortolkningen er usikker.
Tjukningssuens botn er aflang og aaben mod nord eller
nordøst, i vest, syd og øst er den omsluttet af en sammenhængende
bergvæg. Botnens længde fra syd mod nord er nogle kilometer.
Bergvæggen omkring er høiest mod vest, og der er Tjuknings
suens høieste top. Den bræ, som udfylder botnen, kaldes
Tjuk-mngsbræen eller rettest Surtningsbræen. Den ligger ca. 150 m.
lavere end den vestlige botnvæg, og strækker sig op ad denne i
tunger. Fra den østlige og sydlige botnvæg gaar 6 skarpe
tver-rygge ned mod Russvatn, Russglopet og Hestdalen, og de fem botner,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
