Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GEOLOGI.
213
Naar et distrikt har været dækket af is og granden er
udformet af bræernes erosion, viser det sig, at dalenes længdeprofil
er blevet uregelmæssigt: nogle steder er der udgravet bassiner,
andre steder er der bratte trin. Det mest karakteristiske er dog,
at sidedalene munder ud i hoveddalføret høit oppe i lien,
istedenfor i niveau med bunden, fortrinsvis der, hvor sidedalene
støder til hoveddalføret, og saa i dalbotnernes kanter. Disse gjel
skjærer sig stadig bagover og bliver med tiden større og videre.
Udsættes saa landet for det rindende vands erosion i en
isfri tid, vil elvene arbeide paa at udjevne dalføret igjen; de
skjærer sig ned i alle bratte trin, men fylder ud bækkenerne med
grus og urstene. Der vil da dannes elvegjel.
Deslige elve, som gaar gjennem dybe gjel, heder af og til
Dokka, som Dokka i Land, Dokka i Nes i Hallingdal, Dokka i
Eikesdalen; det kommer af dokk, oldnorsk dçkk, fordybning,
sænkning, betegnende en i dybt leie nedskaaren elv.
Det er eiendommeligt for den erosion, som skyldes isbræer,
at den kan frembringe bækkenformede fordybninger i fast fjeld
i form af indsjøer. De lande, som har været udsatte for rindende
vand, som Spanien, Portugal, dele af Frankrige o. s. v., har ingen
deslige sjøer.
Det er sikkert, at Mjøsen ikke er nogen opdæmmet dal, men
en bækkenformet fordybning i det faste fjeld, og det samme er
tilfældet med Randsfjorden og med de aller fleste større og mindre
sjøer i amtet. Naar bræerne med enormt tryk har bevæget sig
nedover dalbunden med skursten og sand under, saa har den
eroderende kraft staaet i forhold til dette tryk. Selv paa bunden
af dybe indsjøer har deslige ismasser kunnet skure med et
betydelig tryk.
Mærkelige hundrede aar gamle ytringer om Mjøsens dannelse
forekommer i præsten, eidsvoldsmanden Hieronymus Heyerdahls
Mineralogisk-geognostisk beskrivelse over Ringsakers og Totens
præstegjelde 1811:
Efterat de yngre overgangsbjerge (det vil sige de siluriske
skifere og kalkstene) var dannede, synes det, som om en vældig
strøm, der er kommen fra nord, er gaaet over egnen, ytrer
Heyerdahl. Denne strøm fandt uden tvil modstand af Skreibjergeiie,
saa at vandet steg til en stor høide og ved sin strømmende og
hvirvlende bevægelse udvaskede end mere de forhenværende
fordybninger i overgangsbjergene, der, som et sildigere, næsten helt
mekanisk præcipitat, lettere lod sig opløse. Herved dannedes,
indtil vandet fik banet sig det nuværende udløb, en land- eller
indsjø (gebirgskessel), hvoraf Mjøsen er en levning.
Det er flere grunde, ytrer han, som synes at bestyrke denne
formodning. Baade egnens hele fysiognomi, naar man overser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
