Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
510
KRISTIANS AMT.
var i brug allerede dengang, bemærker Aschehoug, og det er rigtig
nok, eftersom den, som berørt, omtales omkring 16l3.
Norske lov af 1687 bestemmer 5—11—7: «Men Fields- og
Almindingsvande, som ved Render og Grøfter, eller i andre
Maader, derfra kan ledis til at vande Agre eller Enge med, maa ingen
forhindre. Lider nogen Skade derved, da betalis den efter
uvillige Mænds Sigtelse.» Denne bestemmelse tager vistnok særlig
hensyn til agervandingen i Gudbrandsdalen.
Præsten Stockfleth skriver om Lom 1746: «Loms indbyggere
tjener alle agerdyrkere til et prisværdigt eksempel, thi en
fuld-gaarrd der er neppe af cirkumference som en fjærdinggaard anden
steds; ikke des mindre gjør deres utrættelige flid, at de avler
12—16 fold efter byg og rug ordinairement, hvorved de leve og
leve vel, ja mange samler sig stor rigdom.»
I «Øconomiske Magazin» (trykt 1757), bind 1, pag. 259,
findes en artikel betitlet «Forekommende merkværdigheder
angaaende Lombs præstegjeld i Gulbrandsdalen», og her heder det:
«Der gives en merkværdig maade, at behandle agrene paa, hvoraf
billigen denne bøygd kan kaldes autor, og naboerne begynder at
laane samme. Den er at vande deres agre, til erindring af
hvilken invention, der findes i hovedkirken ophængt en bøygdi-fahne
af hvidt atlask, hvori er forgyldt afmalet det instrument, man
vander med, og oven over Lomb tegnet med forgyldte bogstaver.»
Schøning bemærker, at hvis agerdyrkningen paa noget sted
drives med flid, saa er det i Lom. Naar de har bortryddet en
næsten endeløs mængde af sten, har man endel steder opført høie
volde for de der inden beliggende agre. Da disse paa de fleste
steder ligger paa fjeldsiderne, da jorden er stenet, og da solen
mellem de høie fjelde skinner meget sterkt og giver en brændende
varme, saa maa man her vande agrene, hvilket koster meget arbeide.
For det første maa gjennem render, enten udgravede i jorden
langs bakkerne eller gjorte og udgravede af hele træer og lagt
enten paa jorden eller paa derunder opstablede stene eller paa
træbukke undertiden saa høie, at renderne paa den maade trækkes
over dybe dale, det fornødne vand ledes til agrene gjennem en
strækning af en halv, en hel fjerdingvei, paa sine steder af en
halv, ja vel en hel mil, og dernæst maa agrene ved
menneske-haand vandes. Dette maa ske den hele saakaldte haabøl (haaball)
igjennem, eller fra den tid, man har tilsaaet agrene, til man
begynder høslaatten. Den første gang man vander, efterat sæden
er skudt i straa, før hvilken tid gemenlig ei vandes, nedtramper
man den hele staaende sæd, om den end er Vi alen lang, ganske
glat, paa det vandet kan løbe jevnt ud over den hele ager,
hvorfor man ogsaa, hvor nogen ujevnhed findes, jevner den ud med
foden. Paa samme maade vander man ogsaa hampen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
