Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I-ÆDRIFT.
571
ernæring, men og indbragte en større salgssum. De heste, der
kjøbtes fra Vestlandet, benyttedes som brugsheste kortere eller
længere tid og solgtes saa paa Kristiania marked eller til Sverige
paa Grundset marked. Denne mellemhandel bragte god
fortjeneste.
Gudbrandsdalshesten er en taalig let arbeidshest. Vægten
overstiger sjelden 600 kg. Gjennemsnitsvægten af 23 hingste
var paa udstillingen i Lillehammer i 1896 513 kg. Den har føre
ben med gode og sterke høver; disse er dog ofte misdannede paa
grund af slet skoning. Den er sund, haardfør, trivelig, godlynt,
villig; en udmærket skogs- og fjeldhest, naar den ikke er for
stor. Der er hyppig ringe kropsfylde, kort, steil bog, fattig
bagmuskulatur, feilagtig stillede ben og uregelmæssige bevægelser i
skridt og trav. Farven er brun, mørkbrun, borket, sjeldnere sort
og rød.
Dølehesten vil man helst have brun, men især sortbrun.
Den mørke lét er, efter Sigv. Pettersen, ikke racens oprindelige,
idet den skriver sig fra fremmed blod i det 18de aarh.
Den lyse farve synes at have været den overveiende hos
gudbrandsdalshesten langt ind i det 18de aarh. Af 89
dragonheste, som kjøbtes i 1711, var kun 10 eller 11 pct. brune
eller sorte. Mange var i ældre tid gulblakke.
Den gudbrandsdalske hests høide var i 50—60-aarene kun
undtagelsesvis 157 cm. (10 kvart) baandmaal paa manken,
men i regelen 160. Vægten synes og i senere aar at være
tiltaget fra 520 til 560 kg. for hingste i Gudbrandsdalen.
Hvorledes det har været med hesteavlen i den ældste tid,
er ikke godt at sige, men maaske kunde her gjøres en antydning.
Det, som berettes i Ynglingesagaen, giver maaske et
fingerpeg om, at der allerede før Harald Haarfagres tid var gode
heste paa Oplandene. Det heder nemlig, at Aale den oplandske
holdt strid paa Venern med den svenske kong Adils, og Aale
faldt der.
Adils var glad i heste og havde de bedste heste i hin tid.
En af hans heste hed «Sløngve», en anden «Ravn», og den tog
han fra den faldne Aale.
I sagaen fortælles videre, at af den fra Aale den oplandske
tagne «Ravn» avledes en anden hest «Ravn», som Adils sendte
til Haalogaland til kong Godgest; den løb ud med kong
Godgest, og kongen faldt af ; det blev hans bane. Adils selv omkom
og ved fald fra sin hest, idet han knuste skallen mod en sten.
Nu er disse beretninger i Ynglingesagaen nærmest sagn,
som ikke er at stole paa, men naar sagnet tillægger Aale den
oplandske en saa fortrinlig hest, saa er det vel antydet, at der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
