Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
390
KKISTIANS AMT.
Kast kun bort de medikamenter,
som du bærer om din hals.
Det er ben udaf en slange,
som du bærer om din hals.
De vers, som englene og himmelske stemmer synger i ørene
paa Visknut og som Skaar anfører, er ikke hævet over berettiget
literær kritik.
De udtryk, som han bruger om sine hallucinationer gjennem
ørene, er ret betegnende: «Eg høyrer det i oyra mitt», «det gjeng
for oyro mine», «eg høyrer um det», «det segjer ved meg», «eg
fær det».
De mange vers af Visknut er digtet af ham selv; men det
sygelige er, at han hører et kor af himmelske stemmer eller
engle, som synger dem.
Det var mest gjennem orene, at han fik sine indtryk, mindre
gjennem øinene. Naar han imidlertid beretter, at han blev
bestraalet med et lys fra Guds herligheds trone og i troen saa
det treenige væsen, saa er det vel ogsaa øinene, som vildleder.
Efter hvad præsten Landslud berettede, var det efter Visknuts
egen fortælling især en afhuggen finger paa den hoire haand, der
havde lægekraft, og gjennem denne finger havde han det paa
følelsen, hvor skaden sad. Han synes saaledes ogsaa at lide af
hallucination i følelsen.
Hans tvangsforestillinger var særlig udpræget, og han benævnte
dem selv stadig «tvangen». Da han blev ældre, aftog antallet af
tvangsforestillinger; men helt til hin høie alder vedligeholdt sig
den forestilling, at han ikke taalte at have hue paa hovedet.
«Av tvangen var ikke anna att, en at han laut vera luvelaus.»
Fra 1818 til sin død i 1876 bar han ikke hue paa hovedet.
Hans tvangsforestillinger var i yngre aar sterke. Hvis han
vilde gaa anden vei end «aandelig befalet, da vender hans høire
fod sig tilbage».
Kom han i affekt, fik han epileptiske anfald, eller, som det
heder, «vart eg upp-arga, fekk eg fang».
Da han skulde gaa til alters i Svatsum kirke i 1818, fik
han epileptiske anfald og blev liggende som livløs. Han havde
«ridir og laag der og spratt»; imellem talte han om Gud og
hans vilje. Da præsten søgte at forklare menigheden, at Visknut
nu var i en tilstand som i drømme, knurrede flokken, og det hed:
«Skal me daa tvila paa detta undere.»
Visknut holdt samlinger, og ogsaa hans tilhørere fik
hallucinationer.
Anne Rykhus paa Fron saa, at englene hviskede ind i øret
paa Knut, naar han talte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
