Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
42
•JARLSBERG OG LARVIK AMT.
indenfor noten, trækkes hurtig den oprullede del mod land,
hvorved dyrene bliver afstængte; de udenfor liggende baade søger
ved støi at skræmme dyrene og forhindre dem fra at springe
over noten; derefter lændses de med lange knive, indtil hele
flokken er dræbt, og dyrene trækkes paa land for at
af-spækkes.
Hvidfisken ser og hører godt, og kan forsvinde, om den blot
i afstand hører aareslagene fra en baad.
Hvidfiskens føde er blæksprut og fiske. I Finmarken i 1903
viste den sig jevnlig blandt loddestimerne, saalænge disse holdt
sig under land; mavesækken indeholdt oftest smaasei, undertiden
torsk. Yngletiden synes at indtræffe til forskjellige tider.
Narhvalen (monodon mon or er os) er Kongespeilets nåhvalr; det er
den hvalart, som af alle gaar længst mod Nordpolen. Længden er
15—20 fod (4.5—6 meter); den er graahvid med smaa,
tætstaa-ende, runde, brungraa, paa ryggen tildels sammenløbende pletter.
Stødtandens længde udenfor kjæveranden er 6—8 fod (1.8—2.5
meter), eller omkring legemets halve længde.
Med leopardpletterne strøede ud over den blanke hud, og
med enhjørningens horn ragende langt ud af munden, er
narhvalen i sit ydre mærkelig, næsten eventyrlig, og ligner ingen
andre hvaldyr.
I Norge er den en tilfældig gjæst; nogle faa individer er
strandede ved de nordlige og vestlige kyster. Den bebor Ishavet
saa høit mod Nordpolen, som der findes aabne render i isen.
I størst antal (i flokke paa «tusender») er den hidtil fundet
ved Nordgronland; ved Grønlands vestkyst gaar den dog
sjelden længere syd end til Sukkertoppen; fremdeles færdes den i
Danmarkstrædet og omkring Jan Mayn, men kommer sjeldnere
ned til Island.
I de europæiske farvande forekommer den ved Spitsbergens
nordkyst, ved Novaja Semlja og omkring Franz Josefs land;
den findes atter i Behringshavet og Alaska, og er truffet mod
syd ned i det Ochotske hav. Ved Europas fastland viser den
sig blot tilfældig.
Hos begge kjon anlægges forrest i overkjæven en enkelt
tand (hjørnetand); hos hannen udvikles denne paa venstre side
til en lang, landseformig, venstrevreden (spiralsnoet) stødtand,
hvis længde er omkr. 2 meter, eller 3—4 gange kraniets længde.
Tanden paa høire side er sjelden over 0.2 meter.
Hos hunnen kan undertiden ogsaa her den venstre utvikle
sig til en lang stødtand, ligesom hos hannen.
Tanden er yderst haard og leverer et vurderet elfenben;
den er sandsynlig væsentlig en prydelse for hannen og gjør
tjeneste under hannernes kamplege. Den er seet anvendt, naar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
