Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HVALERNE <>(’. HVALFANGSTEN.
55
fremkaldt denne virkning, kaldes en «dødspil», fordi man mener,
at det er den, der har forvoldt dyrets død. Fiskerne dypper
sine andre pile ned i det brandige kjød for at forgifte dem og
skaffe dem lignende dræbende egenskaber, gjøre dem til dødspile.
Pileskuddene i og for sig kan neppe tage livet af et saa
stort dyr. Det ligger nær at tro, at den pil, der af fiskerne
kaldes dødspilen, og som foraarsager brand i kjødet, virkelig
forgifter hvalen.
Bønderne her paa disse kanter synes efter dette paa sine
pile at opbevare en bakterieart fra en hvalfangst til en anden,
for ved dennes hjælp at tage livet af de fangede dyr; denne
eiendommelige maade at dræbe paa er endnu eiendommeligere,
fordi den er saa gammel, og fordi de apparater — pil og bue —
som anvendes til hvalfangsten, er yderst primitive og synes at
maatte have stor lighed med dem, som vore allertidligste
forfædre anvendte. Buerne var forarbeidede af barlind.
Jagten foregik fra marts til november, men oftest om
sommeren; udbyttet var i det hele ringe, i enkelte aar 10—12 stk.,
i andre ingen.
Denne slags fangst sluttede i 1890-aarene, men hvalerne søger
fremdeles ind i de gamle vaage, hvor de for tiden skydes med
rifler. I Skogsvaag er udbyttet 10—12 stk. aarlig, i gode aar
omkring 20 stk., i Tellevaag undertiden 10—12 stk. De fleste
dræbes i vaarmaanederne; men enkeltvis er individer skudt
ogsaa om vinteren i slutningen af december.
Maaske har denne fangstmaade ogsaa været kjendt i
Finmarken; thi provst Rode, sognepræst til Alten-Talvik omkring
1820, omtaler hvalfangst i Finmarken saaledes:
«Man ror i en baad hvalen lige ind paa livet, hvilket ikke
er saa farligt, som man skulde tro, naar man ser ryggen af dette
uhyre som et fjeld hæve sig over vandfladen. En harpun eller
sterk jernkrog med gjenhager, som er anbragt løselig paa en
lang stang, stødes derpaa med kraft ind i dyret af en’* sterk karl,
som derefter trækker skaftet til sig igjen, saa at alene jernet
bliver siddende. Saasnart hvalen er saaret, søger den straks rum
sjø; men er den truffet vel, antages den at maatte sætte livet til
efter 24 timers forløb.»
Det heder, at det afhænger af lykken, om hvalen driver
iland, saa den kan findes.
Det er vel sandsj-nligt, at disse harpuner har været forgiftede
ligesom dodspilene i Bergens omegn.
I fangsten af grønlandshval ved Spitsbergen liar danske og
norske fartoier deltaget, men som det synes ikke med mange
skibe eller med stort udbytte.
Kristian IV betragtede Spitsbergen, som han kaldte «Christians-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
