Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SÆLFANGST.
121
sæl (det vil sige grønlandssæl og klapmyds) tidligere paa aaret
end 3dje april.
Den første og vigtigste fangst af grønlandssæl foregaar her
i april og gjælder de unge sæler, først den nyfødte unge med
dens værdifulde uldpels, dernæst ungsælerne; saa følger mange
fartøier de gamle sæler i mai paa deres træk fra ynglepladsene,
dels i nord og dels i syd. De bedste vnglepladse ligger i
regelen noget nord for Jan Mayn (mellem 72° og 74° n. br.), enkelte
aar nordligere, indtil 76° n. br., enkelte aar længere mod syd
og østligere og vestligere efter isens beskaffenhed.
Ungerne fødes i Vestisen fra midten af marts til ud i april
(saaledes gjennemsnitlig 20—30 dage senere end i Østisen); ved
Newfoundland indtræffer yngletiden næsten altid mellem 8de og
10de marts. Den fødes helst paa vinteris af et par fods
tykkelse, som er rigelig snebelagt, saa at moder og unge kan have
et blødt leie. Sjeldnere fødes den paa ældre is, eller paa de store
ismarker indenfor den løse drivis.
Parringen foregaar paa isflagene omtrent 3 uger efter ungens
fødsel. Naar parringen er over, spredes efterhaanden skarerne
fra ynglepladsene, hunnerne nu drægtige paany.
Den gamle hun, som ved ankomsten var i godt huld,
afmagres hurtig efter ungens fødsel; i begyndelsen af yngletiden
giver 2—3 stkr. en tønde tran, senere 7—8 samme kvantum.
Denne udmagrede sæl synker i vandet; men senere tiltager den
atter i huld.
De gamle hanner drager bort i særskilte flokke, som det
antages, ud i det aabne hav og søger ikke hunnernes selskab
for ved næste parringstid.
Udbyttet af grønlandssæl var størst i 1880- og 90-aarene, da
der alene fra Østisen indbragtes til nordbyerne aarlig omkring
40—50 000 stkr.; samtidig toges af ekspeditioner fra sydbyerne
(hovedsagelig i Vestisen og Danmark-strædet) omkring 60 000 stkr.
aarlig, enkelte aar (saasom i 1883) det dobbelte. I det 20de
aarhundrede har fangsten i regelen været mindre.
Blaasæl, storkobbe (erignatus barbatus) har i lange aarrækker
været gjenstand for fangst i Ishavet med fartøier fra Norge.
Fangsten har dog aldrig været drevet efter denne art alene, men
altid samtidig efter smaasæl, ringsæl, snad (phoca hispida) og
hvalros, og udbyttet er i de senere aartier stadig blevet mindre.
Fangstfeltet for blaasæl har altid været ismarkerne langs
Novaja Semlja, ovenfor Beeren Eiland og under Spitsbergen ;
sjeldnere drives jagten i Karahavet og kun undtagelsesvis saa langt
mod vest som under Grønland. Fangstudbyttet har i regelen
varieret mellem 2000 og 4000 stkr. aarlig; i enkelte aar, saasom
i 1902—1905, har antallet været omkring 5000—6500 stkr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
