Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
378
bratsbp:kg amt.
De svage hunkjønsorcl med kort første stavelse har i
almindelighed endelsen u, vikic, i Tinn indvirker dette ogsaa paa
i, saa det blir vyku.
I Mo har de beholdt den gamle subjektivform paa a i disse
ord, vika.
Telemarken har flertalsendelser paa r; de siger hestar, myrar,
bygdir, visur, som i vort gamle sprog.
I Tinn og omliggende bygder har de i flertal mistet r; de
siger hesta for hestar.
Ogsaa Nedre Telemarken har tildels de fulde endelser.
De ord, som i oldnorsk i flertal har bare r, men omlyd af
vokalen, saasom høkr (af bok), tenn r (tonn), har endelsen ar eller
a (bøkar eller bøka).
Flertalsendelsen ur eller .u, der ellers kun pleier at findes
ved svage hunkjønsord, som visur, findes her ogsaa ved endel
hankjønsord, som tappur, slaattur.
De bestemte former i flertal faar endelserne ann (i Nedre
Telemarken enn, ein), inn, unn, i sydvest ogsaa anne, inne, anne.
Stærke intetkjønsord med vokalen a danner i de øvre dele
af Telemarken flertal derved, at a gaar over til en slags o-lyd,
lamb f. eks., i flertal laamb, fat flertal fot.
Dativ bruges ikke mer i talesproget, men findes tildels i
folkeviserne.
Sognepræst S. O. Wolff beretter, at en husmand fortalte
ham om Tors færd for at hente hammeren, og at husmanden
besvarede det spørgsmaal, hvorfor han brugte udtrykket
Tungum-Hamri» istedetfor det almindelige «Tungje-Hammaran»: «Jau,
dei seia so dei Gamle, nær dei fortælje denne Saagu.»
Adjektiverne har i de vestlige dele af Telemarken stadig e
i han- og hunkjøn: feite (fed), goe (god). De stærke participier
pleier sædvanlig at have fuld bøining efter sit kjøn i enkelttal
overensstemmende med substantivernes bestemte form paa hvert
enkelt sted, f. eks. i Vinje bondenn (bunden), hunkjøn bonde,
intet-kjøn bondi; men i Rauland bondenn, hunkjøn bondi, intetkjøn bonde.
Tildels har adjektiverne ogsaa andre bøiningsformer, især
veksling mellem e og a til endelse i flertal.
I Bamle er af de fire flertalsendelser: ar, ir eller er, ur eller
or og bare r blevet to: ær og er-, saaledes siger de hestær bestemt
hestane, myrcer bestemt myrane, kjæringar kjæringane. Dette er den
gamle endelse ar. De andre endelser er blevet er: sauer bestemt
sauene, tenner (tænder) tennene.
De stærke verber ender i præsens almindelig paa e, f. eks.
eg kjeme (jeg kommer).
De svage verber beholder sit r omtrent i de egne, hvor
substantiverne i flertal beholder sit r.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
