Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BEFOLKNING.
409
Videre beretter Wille:
I Vraadals anneks er gaarden Fladeland, lVä mils vei fra
Roholt, hvor der i 1714 fandtes et billede, kaldet Thorbjørn, af
1 alens høide, dannet som en parykblok med istøbte øine af tin
og saa flad paa hovedet, at en skaal kunde staa derpaa. Dette
billede blev toet hver lørdags aften som en stor helligdom og
hensat i liøisædet. Mag. Otto Stoud reiste engang til opsidderen
og bad ham af hellig iver at levere sig billedet for at hugge det
istykker, men eieren satte sig derimod, da han ved julegjæstebud
tracterede det med øl og satte ølskaalen paa dets hoved. Straks
efter blev det med gaarden opbrændt. For mandens store overtro
med dette billede og øvrige overtro ved at ofre alle ædendes og
drikkendes vare til de derværende vettehauger troede man, at
alle hans børn, som alle vare vanvittige, maatte bære straffen.
Flere stene har været dyrkede som hellige i Telemarken.
I. M. Lund fortæller i 1785, at gaarden Kvalset i
Brunkeberg for ikke mange aar siden havde havt to stene dannede som
surbrød, som blev agtede saa høit, at de ei alene maatte ligge i
høisædet med ren halm under, men de blev endog bestandig toede
i kjærnemelk og i julehøitiden overstænkede med friskt øl. Lund
troede, at de sidste, som har hædret disse stene, har gjort det
af agtelse for fortidens sædvaner, hvilke disse fjeldfolk er altfor
hengivne til at vedblive endog i urimelige ting. En i sin
drukkenskab for Guds ære nidkjær og ivrig bonde skal have slaaet
stenene itu og kastet dem bort.
Følgende stene omtaler dr. Bang som dyrkede som hellige
stene:
Stenen paa gaarden Meaas i Seljord. Torsdag aften og til
andre tider vaskede man den og besmurte den med smør, tørrede
den ved ilden og hensatte den derpaa i høisædet, hvor den havde
sin plads.
Juvastein i Tinnfjeldet. Om denne berettes, at en kvinde
ved navn Judith pleiede at fremsætte for den det bedste af sin
sæterkost, idet hun sagde: «Goddag, Juva-Stein, tak for sidst,
Juva-Stein.» Og naar hun gik, sagde hun: «Guds løn for mig,
Juva-Stein.»
Erindringer fra den katholske tid er ikke faa i Telemarken,
saaledes som det sees af folkeviserne og sagnene. Hid hører
ogsaa hellige kilder og helgener, som er dyrket i en enkelt bygd.
Der er et par hellige kilder i Telemarken.
Ved Heglands nu nedrevne kirke løber en sagte rindende elv
ved siden af alfarveien, og det var skik og brug, at folk, som
var syge, badede i denne St. Olafs kilde.
Lund beretter i 1785, at kirken skal tilforn have været fattig,
men siden kommet i en god forfatning derved: «at ikke aliene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
