Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BEFOLKNING.
417
De, som ikke havde vetehøi, tømte den lille skaal drikke
paa aaren o: arnen.
Deres venskab var bonden særdeles nyttig for hans kvæg og
øvrige velfærd.»
Vetirne svarer, saaledes som af Jørgen Moe omtalt, til den
gamle folketroes lysalver.
Forestillingen om alver findes videre i folkedigtningen, som
i disse to stev:
Eg for vilt i veduskögin
kringum ein elvesteine
jokuldottri narrad meg,
eg fann inki vegin heim.
Eg for vilt i veduskögin
kring nm ein elverunne
jokuldottri narrad meg
eg hev inki vegin funnid.
Elvestein er en sten, hvori eller nær hvilken alver bor, og
en elverunne er en busk, hvor alver hölder til.
Huldren beskrives almindeligst som en særdeles smuk kvinde
med skinnende guldgult haar, iført en grøn, blaa eller graa
klædning. Bagtil er hun oftest hæslig — enten har hun en lang
kohale, eller hun er hul i ryggen som et traug; undertiden heder
det, at hun bagtil er af en blaa eller sortblaa farve. Hun siges
at bo i fjeld eller hauger ude i skog og mark, hvor hun gjæter
sin glinsende, fede bøling, og hvor jægeren og gjæterjenten ofte
hører hendes lokkende spil (hulderslaatt). Med mennesker
om-gaaes hun gjerne, ofte venlig, undertiden fiendtlig; usynlig holder
hun til med sin buskap i eller ved sætrene og aabenbarer sig
tidt for sæterfolket, ja forærer dem en og anden gang kvæg af
det udmærkede «hulderslag», eller hun danser til den enslige
skytters og tømmerhuggers spil og skjænker ham til tak jagt- og
fiskelykke eller aabenbarer ham hans fremtid. Til andre tider
kommer hun forlokkende og forvildende til den ensomme, tager
ham ind i fjeldet til sig og giver ikke slip paa ham, før Jesu
navn eller kirkeklokkens klang tvinger hende. Ikke sjelden lader
sagnet hende indgaa ægteskab med mennesker; foran alteret
mister hun med sin hale ogsaa huldrenaturen, men en særegen
lykke følger altid forbindelsen.
Huldren optræder imidlertid ikke altid alene. Ofte har hun
et mandligt modstykke, den saakaldte liuldremand eller
huldre-kali (hudde), der i regelen fremstilles som et ondskabsfuldt væsen,
kun sjelden med nogen af de gode og milde egenskaber,
folketroen tillægger hende.
•11 — Bratsberg amt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
