Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
418
BRATSBERG AM l’.
Opfatningen af huldrefolket, som i alt væsentligt tænkes at
svare til menneskene i den grad, at de endog troes at holde
gudstjeneste i usynlige kirker, flyder paa mangehaande maader
over i en række nærbeslægtede halvmythiske begreber: Alver
eller elvefolk, haugefolk, haugetusser, hittfolk, medelsfolk,
vette-folk, underjordiske, usynlige o s. v. Det oprindelige grundlag
for disse mythiske forestillinger synes at have været en
forhistorisk dyrkelse af de afdøde. Næsten alle de nævnte væsener
har nemlig flere eller færre grundeiendommeligheder, der tyder
paa, at de fra først af har været betragtede som sjæle eller
aander.
Navnet hulder, der ogsaa Andes brugt i den gammelnorske
literatur, stammer fra et verbum hylja, som betyder at skjule,
gjemme. Denne betydning er bevaret i ordet huldrehatt eller
hulahatt, en hat, hvormed man kan gjøre sig usynlig, og som
især tillægges de her omtalte væsener.
Huldre- eller finde- eller fyndargaarde faar omtales her. Det
er gaarde, som man tidligere ikke kjendte i bygden, men som
«findes». Der er mange rundt om i fjeldene. Findreng i
Vraadal og Brøsjø i Drangedal er saadanne gaarde.
Findreng blev fundet af en j uring, der sad og vred vidier
og ståk sin kniv i et træ, der straks forvandledes til en gaard.
Der levede endnu i Fayes tid folk, som paastod, at de i et fjeld
paa Findrengs jorder havde hørt en fortryllende musik, ja endog
faar og gjeter at bræge og grisunger at grynte. I dette fjeld
har huldrefolk nu tilhold. Den mand, som først fandt Brøsjø,
saa selv huldra vandre bort fra gaarden. Hun lignede en gammel
kone, var graaklædt, bar et strippe i haanden og gik i spidsen
for sin buskap. Inden hun forsvandt, vendte hun sig om til
finderen og spaaede ham, at han ingen lykke skulde have til at
bebo gaarden, førend den var afbrændt 3 gange, og tilføiede:
«I driv me fra Brøsjø. Naa reiser æg ad Heia (til
Vegaards-heien). Der ska ingen rugge meg.»
Aaskereien, Oskereien, Oskurreien er skrevet og tydet forskjellig.
I Telemarken og Sæterdalen finder man Aaskereien benævnt
saaledes som ovenfor angivet.
Paa Jæderen og i Ryfylke finder man benævnelsen
Aalga-reitla, Orgereitla, Hoskelreia.
Hos hørderne, saaledes i Hardanger, findes formerne Jolarei,
Jolaskrei med sideformerne Lussirei, Vossarei, Mossarei.
Oskereien er forklaret som Aasgardsreien eller som et ridt
til gudernes bolig Aasgard eller som et gudernes ridt til
jule-veitsle. Denne forklaring er utvilsomt urigtig, og den er opgivet.
Det har været antaget, at ordet hed ås-ekju-reiö eller
gude-ake-ridtet, beslægtet med det svenske åska.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
