Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
420
BRATSBERG AM l’.
skreiö i Sogn og Valders), har sikkerlig været paavirket ved nyere
tilsætninger. Naar Aaskereien faar navnet Lussireien, saa er dette
navn taget af Lucianatten (Lussinaatti) den 13de december, hvilken
nat begynder julen, og hvilken nat næst julkvelden er den bedste
dag til at tage varsler paa. Naar navnet saa optræder med formen
Vossarei (Hardanger) eller Hoskelrei (Jæderen), saa er dette former,
der ingen veiledning giver, men vel nærmest beror paa en forveksling.
En anden gruppe af forestillinger hører hjemme i Nordland,
hvor der tales om Gandferd, der gaar over til et almindeligt
hekseridt.
Wille omtaler i sin beskrivelse af Seljord Aaskereien saaledes:
«Aaske-Reiea (o: Asernes færd) reiser adskillige Gange i Julen,
og især, naar store Drikkelav er i Nærheden. De ere Aander,
som ei have giort saa meget Godt, at de kan fortiene Himmelen,
og ikke saa meget Ondt, at de kan tildømmes Helvede, da de
bestaae af Drukkenbolte, Slagskiemper, Yiseqvædere og fine
Bedragere, derfor bliver deres Straf at ride om indtil Verdens Ende.
Forrideren er den Matrone Guro-Rysse-Rova, saa kaldet af sin
lange Hale, hvorpaa man skiller hende fra de øvrige i Rittet.
Efter hende følge adskillige af begge Kiøn. Seer man dem
foran, da ere de store og deilige, saa vel Rytteren, som Hesten;
men bag til seer man intet uden Guros Hale. De ride med
gloende Stænger og Vægte, og denne deres Riden foraarsager en
saadan græsselig Allarm af Jern-Bislernes Ringlen, Jernstængernes
Sammenstød, og Rytternes Skrigen, at man kan høre dem langt
borte. De ride saa vel over Vand, som over Land, og seer man
neppe Hestehoven røre ved Vandskorpen. Hvor de kaste Sadlen
paa Taget, der maae et Menneske døe paa Øieblikket, og hvor
de fornemme, at et Mord skal skee i et Drikkelav, der komme
de ind og sette sig paa Hyllen over Døren for at betragte Mordet.
De ere heel rolige, saa længe intet er paa Færde, men lee, og
rasle overmaade med deres Jernstænger, naar Mordet begaaes.
Levende Mennesker ride og med; de blive opsnappede af Færen,
og igjen satte paa samme Sted, de ere tagne. Naar man derfor
høre deres Ankomst, maae man af Veien; men er dette umuligt,
maae man legge sig næsegrus paa Marken, og lade som man
sover, hvorved man undgaaer Faren. Men dydige Mennesker
har intet at befrygte sig; thi enhver af Selskabet spytter paa
ham. Naar alle da have reist forbi, maa han spytte igjen af
dem; thi ellers kan han blive ulykkelig deraf.»
Landstad skriver i sine folkeviser 1853: At man i
Telemarken endnu tror, at Aaskereien er ude og farer især om julen.
For at værge sig mod den bruger man at vigsle sine døre ved
at stryge eller ved at skjære et kors over indgangen. Færden
kaldes ogsaa Sigurös fylgi eller Guro fylgi.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
