Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BEFOLKNING.
421
Det heder om Sigurö, som fremdeles rider paa Grane, at han
nu er saa gammel, at man maa hægte øienlaagene op paa ham,
naar han skal se, og hægte øienlaagene igjen, naar han skal sove.
Aaskereien tager heste ud af folks stalde og rider dem, saa at
man om morgenen finder sin hest skummende sved paa stalden.
Paa gaarden Bakken i Svartdal i Øvre Telemarken pleier
Aaskereien at hvile, og ved Sundsbarmvatn bager den sædvanlig
brød, efter A. Faye.
Nissen er egentlig ikke nogen norsk nationalfigur, ialfald ikke
i denne navneform : nisse; det norske navn for nissen er
tomtegubben, tomten, vord eller garsvord. Navnet nisse er dansk og er
ikke almindeligt undtagen paa Østlandet, — det er i virkeligheden
en forkortet form af Nicolaus, der atter hænger sammen med
den hollandske helgen Santeklas. Forestillingen om tomten
eller vorden (nissen) er imidlertid gammel i Norge, om den
end er gledet sammen med yngre, delvis udenfra kommende
forestillinger.
Tomtegubbe (nisse) forekommer meget almindelig, og før var
der en saadan paa næsten hver gaard. Nissen mangler
tommelfinger. De holder mest til i lader og stalde og hjælper til at
passe kreaturerne. De bærer vand og forretter andet tungt
arbeide, medens budeien sover, til gjengjæld faar de god mad og
drikke hver torsdag kveld, men især julaften. De gjør gjerne
løier, ærter hunden og kniber katten i rumpen, men larm og støi
liker de ikke, især paa helligaftener, og spot og foragt kan nissen
ikke taale.
Troen paa Mara, som i Telemarken kaldes Muro, forekommer.
Hun ligner i udseende den skjønneste kvinde, men i lader det
arrigste trold.
Udbredt er ogsaa troen paa det saakaldte fylgje, vardøgr
eller vardygr (vardyvle hos Ivar Aasen); nogle steder er dette
vardøgr en god aand, der afværger farer. Det oldnorske vördr, en
usynlig følgesvend, staar i forbindelse ved vardøgr. Men paa
andre steder betragtes vardøgret som en varslende aand eller
ledsager, fyreferd, som man hører komme eller gaa i trapperne eller
tage i dørklinken, før den mand kommer, som vardøgret ledsager,
og denne overtro er udbredt over hele Norges land i by og bygd.
Draugen er vesterpaa og nordpaa et overnaturligt væsen, som
holder til paa sjøen — fra først af aanden af en druknet; i
Telemarken betegner draugen et gjenfærd i almindelighed. Der
skjelnes paa nogle kanter mellem landdraug og sjødraug, det er
gjengangere paa landjorden eller paa sjøen.
1 Herjusdalen i Kviteseid, paa det sted, hvor Herjus
Kval-set blev myrdet, spøger hans «draug», der endog en julekveld
kom til hans hjem og raabte:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
