Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BEFOLKNING. 425
1812 i Trondhjem og død i Kristiania 1887, samlet. Landstads
norske folkeviser er ledsaget af musikbilag ved Lindeman.
Jørgen Moe, født paa gaarden Mo i Hole 1813, senere biskop
i Kristiansand stift, død 1882, udgav i 1840 den første
«Samling af Sange, Folkeviser og Stev i norske Almuedialekter»,
hvoriblandt mange fra Telemarken. Mest bekjendt er han for de
sammen med Peter Christen Asbjørnsen udgivne «Norske
Folkeeventyr», af hvilke de første udkom i 1842.
En del af hans folkeviser er udgivne i Sophus Bugges og
Svend Grundtvigs samlinger.
Andreas Faye, født paa Bragernes i 1802, død som
sognepræst i Sande i 1869, har mange af sine i 1833 udkomne «Norske
Sagn» fra Telemarken; flere af dem er poetisk bearbeidede af
J. S. Welhaven (Dyre Vaa, I Kivledal, Aasgaardsreien).
Sophus Bugge, født i Larvik i 1833, professor ved
universitetet i Kristiania fra 1864, har i 50- og 60-aarene samlet
folkeviser og folketraditioner i Telemarken. Hans «Gamle norske
Folkeviser» udkom i 1858. Mange af hans optegnelser er trykte
i Svend Grundtvigs i.Danmarks gamle Folkeviser», især i bind
2—4.
Ingebret Moltke Moe, søn af ovennævnte biskop Jørgen Moe,
født i Krødsherred i 1859, fra 1886 professor ved universitetet i
Kristiania, har siden aaret 1875 indsamlet folkeviser og
folketraditioner ogsaa i Telemarken.
I indledningen til sine «Norske Folkeviser» i 1853 skriver
Landstad:
«Øvre Telemarken er ved sin afsondrede beliggenhed,
saavelsom paa grund af folkets karakter, et af de distrikter i vort
fædreland, hvor oldtidens sprog og leveskik længst har
vedligeholdt sig. Naar man kommer over Midheien til Hiterdal eller
Gransherred, bliver enhver fremmed overrasket ved det antike,
som pludselig fremstiller sig for ham i huse, dragter, sprog og
levemaade, og han maa tro sig hensat mange aarhundreder
tilbage, lige ind i sagatiden. Folket elsker det gamle tilvante og
har mistro til det nye, som derfor sent vinder fodfæste i
Fjeldstuen. Hvor meget der end i visse retninger kan være at
udsætte paa denne folkets tilbagebliven i tidens strøm, saa vil dog
sprogforskeren, oldgranskeren, poesiens og nationalitetens ven,
naar han faar anledning til at gjøre sig bekjendt med folket,
finde meget, som for ham har værd, og han vil føie sig
taknemmelig for de ægte malme, som endnu kunne brydes i deres fjelde,
og for det emningstræ, han finder gjemt og opspaj-et i de mørke
skove, hvor øksen endnu ikke har naaet hen. Dørene til
Fjeldstuen er imidlertid nu paa mange maader opladte, og den nyere
tid med sine brogede, vekslende former trænger ogsaa herind med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
