Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
426
BRATSBERG AM l’.
sin seirende magt. Det gamle maa gaa til grunde. Det er med
en vemod som hiin, hvormed man hilser en gammel ven til
afsked, at den der har levet sig ind i dette gammeldagse og fundet
sig vel derved, ser dets forsvinden, og man har kun den trøst,
at det maa saa være — «wna sålus victis, nullam sper are salutem,»
—- og det haab, at det i sin forsvinden vil udøve en forædlende
indflydelse paa sin seierherre, at det er formen, ikke aanden, der
forandres, men at denne endnu liar kraft til at beherske og danne
sig sin form, saa at man til de sildigste tider maatte finde den
nordiske folkeaand frisk og uforfærdet, levende og kraftig i
den nye, mere tidsmæssige, om ikke altid ædlere dragt. Der er
saaledes nu en overgangstid hos os i fjeldbygderne, hvor det nye
brydes med det gamle, der allerede for en stor del er fortrængt
til de øverste fjeldkløfter.
Det er i sandhed et gammelt, gyldent, og ved sin alder
ærværdigt familiesmykke, hidindtil folkets udelukkende eiendom ; og
jeg kan gjerne sige, at det er revet som en brand af ilden, da
det selv bærer alt for mange spor af dens smeltende og
fortærende magt.
Dels findes her endel mærkelige levninger af gamle kvad,
opbevarede i hukommelsen og ved mundtlig overleverelse
forplantede til den nuværende slægt, dels er her en i samme aand
fortsat poetisk produktion, der uafhængig af vor literatur, indtil
den sidste tid saa godt som har været upaaagtet og ubekjendt.
Den har iført sig den simplest mulige dragt og gestalter sig
nu fornemmelig som stev. Denne poesi, i hvilken folkets
tænkesæt og maade at være paa afspeiler sig, fremtræder ganske
fordringsløs, kun som uvilkaarlige hjertets udgydelser, flygtige
refleksioner eller udbrud af lune og vid. Der er stedse noget nyt
baade i deres musik og sang, af samme slags som det ældre,
men ingen ved, og ingen spørger, om hvorfra det kommer. Med
sin hardangerfedle, sine slaatter, sine stev, og andre viser staar
vort fjeldfolk paa sin egen grund ganske isoleret fra den dannede
kreds, der mere henter sit udenfra, end udvikler det af sit eget
indre, men taber derfor ogsaa mere og mere den nordiske
eien-dommelighed og nationalitet.
Telebondens poesi og musik staar derhos som en
eiendommelig og selvstændig produktion i den nøieste samklang med den
ham omgivende fjeldnatur, dens dybe vemod klinger derigjennem,
dens storhed, hemmelighedsfuldhed og rædsler afspeile sig deri.
De ømme følelser, hvoraf man i poesien er vant til at
overstrømmes, mangler nu som fordum vort folk; kjælen og blødagtig
elskov hører ham ikke til. Kun af og til hører man et dybt suk
fra bjørkeliden, hvor pigen i et vemodigt stev græder over sin
haabløse kjærlighed, eller udtaler sit hjertes ømme længsel. Faa-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
