Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BEFOLKNING.
427
tasien er derimod levende og stærk, og til dens vildeste flugt
overlader han sig heel gjerne. I sine viser ønsker han hellere
at se fantasifostre end hverdagsmennesker, hellere at høre om
mod og manddom, tapperhed og trolddom end om venskab og
kjærlighed. Jo stærkere billederne er tegnede, desto bedre, de
bliver endog ofte ved deres grandiositet uskjønne og grændse til
det komiske. De fremtrædende personer gjøres til jutuler og
maales med fjeldene. Af denne beskaffenhed finde vi ogsaa den
oldnordiske poesi at være, f. eks. i Eddakvadene, og det er interessant
at lægge merke til, hvorledes folkeaanden har vedligeholdt sit
særegne præg gjennem mere end et aartusinde eller saa langt
op, som vi er istand til at forfølge den, og ned til vore dage.
De viser, om hvilke dette især gjælder, er vistnok blevne til paa
en tid, der ligger meget fjern fra den nærværende, har tildels
udviklet sig af oldnorske skaldekvad, og kunne antages i en
tidligere periode ligesaavel at have tilhørt de mere — som de mindre
dannede af folket, hvis smag dengang i saadanne sager stemmede
overens; men at vort almuesfolk har bevaret dem iblandt sig,
utrykte og uskrevne, igjennem aarhundreder, beviser, at denne
efterklang af oldkvadene har været dem kjær, at
slægtskabs-baandet imellem folket fra idag og den oldnordiske poesi endnu
er meget stærkt, og at det, der skal tiltale folket, maa være
blomster med hjemlig duft og farve udsprungne af den samme rod
og nærede af den samme jordbund.
Der er en mærkelig lighed mellem de færøiske kvæder og vore
telemarkiske viser baade i form og indhold, ligesom ogsaa sproget,
trods den vanskjæbne det paa begge sider har havt, endnu er
saa ligt, at en telebonde godt maatte kunne forstaa en færøboer,
uagtet de i saa mange aarhundreder ei have talt med hverandre.
Naar man ser bort fra den besynderlige færøiske udtale, staar
sproget i deres viser vistnok nærmere det oldnorske end det, som
nu findes i vore viser, men derimod synes indholdet i disse at
have større oprindelighed.
Og mærkelig nok sjmes denne egn i saa henseende at besidde
en andensteds i vort fædreland ukjendt rigdom. Aarsagen hertil,
der vistnok for en del maa ligge i folkets opvakte poetiske sands,
skal jeg ikke her indlade mig paa, men saavidt jeg har kunnet
erfare, er der i de fleste andre egne temmelig mavert paa
selvstændig folkedigtning i metrisk form fra ældre og nyere tider.»
Hvad Landstad siger i 1853, at der er en overgangstid i
fjeldbygderne, gjælder nu endnu mere end da. Ved dampskibe,
telegraf og telefoner er bygderne i Telemarken ikke længer saa
isolerede som for en menneskealder eller to siden, aviser og anden
læsning har vakt sandsen for de offentlige anliggender, det
huslige stel er forandret ved indførelsen af parafin, og disse egne,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
