Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
428
BRATSBERG AM l’.
hvor en fremmed reisende før var en stor sjeldenhed, besøges nu
aarlig af tusender. Den bedre undervisning paa skolerne og den
lettere adgang til bøger har ogsaa udvidet interesserne og ført
disse i en anden retning til fortrængsel for det ældre liv og de
gamle traditioner.
Alt dette har sat sine mærker. De gamle dragter svinder,
de vidtløftige festligheder ved brylluper og gravøl blir sjeldne;
brugen af de ældre instrumenter som langeleik, prillerhorn og
mundharpe er snart saa godt som forsvundet.
Endnu i 1858 skriver Bugge, at den rigdom paa gamle
folkeviser, som vore fjeldbygder bevarer, er hidtil langtfra udtømt,
«endnu er meget, saare meget, ja sikkerlig mere fend det, som
hidtil er samlet, at finde, ikke alene i Telemarken, men ogsaa i
de fleste andre bygder i Norge».
Vistnok siger nu folk i Telemarken, at det er sjelden, at der
nu synges eller fremsiges en gammel vise, som ikke er lært af
bog, og ligesaa, at den gamle skik at stevjes er saagodtsom gaaet
af brug. Hertil er imidlertid at bemærke, at samlerne siger, at
dette væsentlig gjælder de dele af Telemarken, hvor folket har
faaet anden aandelig næring, og at der endnu paa de afsides
steder i afdalene og afkrogene er meget at finde af viser, sagn og
traditioner.
Vinje har i 1859 sagt, at maal, musik, digtning og dans
følges ad, og unægtelig er der en sammenhæng. Han mener, at
i Øvre Telemarken er det rigeste maal, de fleste og bedste
folkeviser, og der er den gamle dans mest almindelig.
Fra 1859 til 1899 er der imidlertid foregaaet en stor
forandring ogsaa i de mere fjerntliggende bygder, og der er meget
af det, som var for 40 aar siden, som nu har taget anden form.
Folkeviser. Landstad inddeler de talrige af ham samlede
norske folkeviser i «eventyrlige viser, draumekvædi, kjæmpeviser,
ridderviser og romancer, gamle stev, romancer, skjæmtende viser,
nyere viser af blandet indhold, nyere stev, lege og børnevers
m. m.»
De allerfleste af disse folkeviser er samlet i Telemarken.
Folkeviserne, mener professor Moltke Moe, kan bedst deles
i en ældre gruppe, det ældre lag, som man gjerne betegner med
navnet kjæmpeviser, med et stærkt indre slægtskab med
oldlitera-turen; videre trylleviserne eller alt saadant, som digterisk handler
om overnaturlige gjenstande som bergtagninger og lignende, hvortil
slutter sig katolsk religiøse viser, som draumkvæe og lignende
viser.
De historiske viser eller ballader er et digterisk speilbillede
af historie; de gjengiver det indtryk, som kjendsgjerningerne
gjorde paa samtiden og en nær eftertid.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
