Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
456
BRATSBERG AM l’.
sagt, at han fra sin ungdom har denne mollsekst i gehøret, og
uden at lægge mærke dertil anvender den, naar indtryk fra
barneaarene omsætter sig i musik.
Men flere af kjæmpevisemelodierne frembyder andre
besynderligheder. I «Sigurd Svein» f. eks. anvendes to gange den
forstørrede kvart paa betonede noder, hvilket jo i moderne
harmonisering opfattes som simpel modulation til dominanten.
Erindres maa dog, at melodien er dannet i en tid og under
forhold, da harmoni og modulation visselig var ukjendt i Norge,
og derfor maa vistnok den forstørrede kvart antages at være en
reminisens fra den lydiske kirketone.
«Hermod unge» slutter i underkvarten og har dermed
hy-poæolisk karakter, hvis midtpunktet g skal opfattes som grundtone;
men hvis slutningstonen d er grundtone, er tonearten frygisk.
«Ramund den unge», «Hermod ille» og «Riskebal og stolt
Gudbjørg» fremhæver sig som særlig mærkværdige. De har
moll-karakter, forsaavidt som septimen er stor —- den moderne
ledetone —; men de har stor sekst og slutter paa underkvarten.
Denne underkvart som finale forekommer hyppig i
kjæmpevisemelodierne, som derved har faaet en eiendommelig antik kirkelig
charme. Nu er det netop det særegne ved de afledede, piagale
kirketonearter, at melodier, der staar i disse, synker ned paa
underkvarten som finaltonen. Men dermed er nævnte og flere
kjæmpevise-melodiers gammel kirkelige udspring, om ikke bevist,
saa dog gjort høist sandsynlig, og de er utvilsomt flere hundrede
aar gamle og saaledes blandt de ældste «toner», der hertillands
i folketraditionen er bevaret fra den tidlige middelalder.
Telemarksfolket synes efter dette aarhundreder tilbage i sit
musikalske gehør at have optaget skala- og melodidannelser, der
er særegne for de gamle kirketonearter. Dette kan forklares
saaledes, at den ældste norske geistlighed — ialfald den fornemste
— maatte hente sin theologiske lærdom i syden, ofte i selve Rom,
og der har de lært sine messer og hymner. Men netop paa den
tid — i flere hundrede aar — herskede de gamle tonearter i
kirkerne; derfor kaldes de ogsaa kirkelig authentiske, d. v. s.
autoriserede af den høieste kirkelige myndighed i Rom. I disse
tonearter har der selvfølgelig været messet — og sunget fra koret
— ogsaa i Norges gamle katedraler. Netop de nævnte
kjæmpe-vise-melodier synes at være et bevis herfor. Omreisende
musikselskaber og troubadur-sangere, der i de tider var et «farende
folkefærd» i Mellemeuropa, kan ikke have importeret kirketonerne
af den grund, at de ældste optegnede troubadurmelodier fra det
12te aarhundrede og udover netop ikke staar i kirketonerne, men
— besynderligt nok — nærmer sig stærkt vor moderne ægte
durtoneart. Et lignende moderne præg har ogsaa enkelte af kjæm-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
