Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
384
NEDÉNES AMT.
endt, skulde den første have sin grundkapital tilbage samt
halvparten af fortjenesten (avçxtr); den anden halvdel skulde den
anden kontrahent have. Denne kapitalanvendelse fremstilles i
«Kongespeilet», der er skrevet ved midten af det 13de
aarhundrede, som meget almindelig.
Mæglere (brakunar) var omkring 1200 en fast institution i Norge.
Den legendariske Olavssaga lader der allerede paa Olav den
helliges tid være mæglere i Vendland; men dette er vel lidet
rimeligt. Men mæglere var paa den tid, da den legendariske
Olavssaga blev skrevet (i begyndelsen af det 13de aarhundrede),
et kjendt begreb. De omtales ellers meget sjelden.
Den gammelnorske selskabsret, saaledes som den er bevaret
i Magnus Lagabøters bylov fra anden halvdel af det 13de
aarhundrede, viser i det hele udviklede handelsforhold.
At der ved midten af det 13de aarhundrede fandtes en
virkelig kjøbmandsstand i vore byer, sees tydelig af «Kongespeilet».
Faderen siger her til sin søn: «Hvis du tjener særdeles mange
penge paa dine kjøbmandsreiser, saa del dem i tre dele. Læg
én del i handelsfællig (legg einn lut i felag) med de mænd, som
jevnlig sidder i kjøbstæderne og der er trygge og forstaar sig vel
paa’handel.» Disse mænd, som til stadighed bor i byerne og
lever af at drive handel, maa have været virkelige
forretningsmænd i det store. De handelsselskaber, som «Kongespeilet» her
taler om, maa have været et slags «stille selskaber». Det har
været aktieselskaber, stiftede for at drive handel, hvor man satte
sine penge ind og forrentede dem. «Kongespeilets» skildring viser
kjøbmandens anseede stilling i det norske samfund.
Magnus Lagabøters bylov og de mange retterbøder fra
slutningen af det 13de og begyndelsen af det 14de aarhundrede,
giver et tydeligt vidnesbyrd om handelens betydning for de
norske byer.
Byloven siger selv: «Det er dernæst, at vi Bergensmænd
maa livnære os meget ved handel.» Magnus Haakonssøns
retter-bod forbyder i overensstemmelse med den kanoniske ret aager og
rente (byggja daut fé). Han siger: «Denne uskik er større i vort
end i noget andet kristent land.» Dette kunde ikke siges, havde
der ikke været en efter middelalderlige forhold betydelig
handelsrørelse i Norge.
Kjøbmændene nød fra gammel tid anseelse hos germanerne,
og hos os, som mere end de andre germanske stammer drev paa
skibsfart, havde kjøbmanden og skipperen en særlig anseet
stilling i samfundet. Kjøbmand og skipper var i gamle dage i Norge
et og det samme. Veiene var daarlige, saa næsten al handel og
samfærdsel foregik tilvands. Da eieren før i tiden altid selv
fulgte med sine varer, gjør vore gamle skrifter ikke forskjel paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
