Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BEFOLKNING. 553
Fossegrimen selv spiller i mørke aftener; det lyder som
paa en fiolin, og herved søger han at lokke folk til sig.
Den, som vil lære af fossegrimen, maa tre torsdagskvelder i
rad bringe ham en hvid buk som gave.
Er denne mager, bringer lærlingen det ikke videre end til
at stemme fiolinen.
Sagn knytter sig til deres slaatter og melodier; saaledes har
de i Setesdalen et sagn, som svarer til sagnet om Kivlemøierne
i Telemarken, uden at det er sikkert, at sagnet er laant derfra.
Da der en gang holdtes gudstjeneste i Findalen, som da
var beboet, lokkedes menigheden ud af kirken af en sang, som
kom fra to vene «møiar» oppe paa en fjeldnut. Præsten lyste
forhandelsen over «møiarne», fordi de lokkede folk ud af Herrens
hus ; da blev de forvandlede til sten og sees endnu paa en høi
nut oppe i Findalen. De kaldes «Skjelmøiarne» og melodien
«Skjelmøislaatten»’.
Johannes Skar skildrer i sin bog «Gamalt or Setesdal» denne
slaat under navn af Skjoldmøyslaget. Den er efter ham kommet
bort, men siges at have været den vakreste af alle slaatter og
skildres paa følgende vakre maade:
«De va plent som fyst’e tvei gang’ i heio felandi langt fraa
’nanni aa alli høyrast de fyste. So mune dei innat ’nanni aa
høyre omen og lengdom. So skjilvange dei venslo. So sjaa-ast
dei. So finnast dei, aa fele i hop so de huskar — plent som
me enno to traatt gange eisemadd’ i heio aa stunde, aa høyrast,
aa skjilvange oro, aa møtast, aa e øre ti røe, av di me have
vaddra i øyé so lengji.»
Skildringen er vanskelig at forstaa, hvorfor den oversættes.
«Det var netop, som naar to gaar i heien og spiller paa fiolin
langt fra hinanden og i begyndelsen ikke hører hverandre. Saa
kommer de nærmere og hører lyden langt borte. Saa skjelner
de melodien. Saa faar de se hinanden. Saa mødes de og spiller
sammen, saa det husker — ligesom vi endnu saa jevnlig gaar
ensomme i heien og længes og hører hinanden og skjelner ordene
og mødes og vil saa gjerne tale, fordi vi har vandret saa længe
der, hvor der er øde.»
Bedst kommer felespillet til sin ret i selve årestuerne. I
mange bygder, især i Valle, afløses felens toner af det prosaiske
trækspil.
Om folkeinusiken i Setesdalen har J. Haarklou meddelt nogle
oplysninger:
Fra Setesdalen har Lindeman kun nogle faa melodier i sin
store trykte samling af folkemelodier. Endel hallinger, stev- og
visetoner samt salmemelodier fra Setesdalen er samlede af Knut
Jonson Heddi.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
