Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
562 NEDÉNES AMT.
Huldreheste.
Paa Rike havde de i gammel tid en huldrehest. Den som
denne røk for, var ogsaa en huldrehest fra Nordlandet, som hed
Aakrisrauen. Den var saa klog som et menneske og vis. Naar
den gik i heien og de ikke havde hentet den hjem, naar de første
snjo-kjyngjine kom om høsten, samlede den alle de heste, som
var paa heien, og drev dem hjem. Var der ikke «studdret» og
greit og for nok i stalden, var den vond, saa ingen turde komme
den nær. Hvor den gik, flk alle heste gaa i fred for ulven. Paa
Hovstoyl saa de engang, hvordan en ulv rendte frem og tilbage
og rundt alle verdens kanter for at komme bag paa den, som
ulvens vane er. Rauen blev ved at æde, som den intet saa,
men vendte altid hovedet mod ulven. Tilsidst var der ikke mere
end en liden runne mellem dem. Med engang var rauen over
og spændte ulven, saa livet var omtrent af den, da folk kom til.
Huldregaarde.
To gaarde i Gjerstad, Ultveit og Fogne, er huldregaarde,
skjønt gaardene, især Ultveit, ligger aabent og midt i sognet.
Ogsaa den nær sognegrændsen i Drangedals-krog liggende gaard
Brøsjø, er en huldregaard. Den mand, som fandt denne gaard,
saa huldren vandre bort fra gaarden; hun lignede en gammel
kone, var graaklædt, med strippen paa armen og gik foran sin
buskap. Før hun forsvandt, spaaede hun findereu, at ingen lykke
skulde følge gaarden, før den var brændt 3 gange, og, tilføiede
hun : «Dikon driv meg fra Brøsjø. Naa reiser eg at heia
(Vegaarsheien). Der ska ingen rugge meg!»
Gaarden Vikstøl i Evje er en huldregaard. En mand gik i
Klevelands buskog, og der traf han paa en bustø eller
melke-plads, som han ikke før havde seet, skjønt han var nøie kjendt
i hele skogen. Han tænkte da, at støen kunde tilhøre tussene,
og kastede derfor tollekniven over den. Da laa ikke alene støen
der, men en stor, vakker gaard, med grønne enge og lier med
løvskog omkring og et stort fjeldvand.
Tussene har mere end engang gjæstet Vikstøl, og derom er
der mange sagn.
Det hændte Are Vikstøl, som levede omkring 1750, at hans
kone, som var i barnsnød, sov ind, og da hun vaagnede, var hun
frisk og smal om livet som i jentedagene, og aaret efter gik det
ligedan.
Omtrent 20 aar efter traf en jente, Marta Vikstøl, paa veien
til Hovlandsdalen to unge, vakre gutter, som red paa hver sin
sorte hest, og da hun spurgte, hvor de var fra, svarede de: «Mi
æ søninn te Are Vikstøl aa mi bur i Drosefjelle» (et fjeld
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
